TV der bevæger dig

Politikere til V: Betal selv!

Strid i Varde Byråd om oplæg fra konsulentfirma. To partier klager nu til Tilsynsrådet: "Skatteborgerne skal ikke betale for partipolitisk program"

Det sædvanlige tværpolitiske samarbejde i Varde Byråd er væk i sag om et såkaldt visionsoplæg.

To partier - Socialdemokratiet og De Konservative - kalder visionsoplægget for et partipolitisk debatoplæg fra og til Venstre – og dermed et oplæg, som Venstre selv skal betale. Ikke  skatteborgerne i Varde Kommune.

Kjeld Anker Espersen fra Socialdemokratiet og Niels Christiansen fra De Konservative er så utilfredse med beslutningen, som Venstre sammen med Dansk Folkeparti, har taget i byrådet, at de nu har sendt en klage til Tilsynsrådet. Det er Tilsynsrådet, der fører blandt andet kontrol med om kommunerne overholder de gældende regler og love.     

Vardes Venstre-borgmester afviser pure tanken om, at der er tale om partipolitik. Han mener der er tale om rettidig omhu.

Konsulentfirmaet Urlands ”visionsoplæg” blev købt af et flertal i byrådet af Venstre og Dansk Folkeparti. Der er tale om et oplæg til kystnært byggeri ved og i nærheden af Ho Bugt. På trods af, at dette byggeri vil være stort set umuligt at gennemføre med den nuværende planlov.

Oplægget er altså – set med konservative og socialdemokratiske  øjne – et oplæg, der ligger lige til Venstre-regeringens højreben. Både statsministeren og flere andre ministre har bebudet en lempelse af planloven.

- Det er helt i orden at kigge på om planloven skal ændres, men det her oplæg er ikke et kommunalt stykke arbejde om et konkret byggeri i vores kommune, men alene beregnet på at give regeringen politisk skyts til at ændre den, sådan som Venstre-regeringen ønsker det, siger det konservative byrådsmedlem gennem 18 år, Niels Christiansen, til TV SYD.

 

Erik Buhl, Varde Kommunes Venstre-borgmester medgiver, at det kan se sådan ud på grund af timingen, men han mener at der alene er tale om, at byrådsflertallet her viser rettidig omhu ved at lave et oplæg til byggeriet – HVIS nu planloven blive lempet så meget, at det kan lade sig gøre.

- Og så er de 80.000 kr. givet rigtigt godt ud, siger han.

Men Niels Christiansen og Kjeld Anker Espersen er ikke tilfredse med borgmesterens svar.  

- Vi skal passe på ikke at blande pengekasserne sammen. Vi har lige haft en uheldig sag i regionen. Sådan en sag skal vi ikke have i Varde Kommune, siger Niels Christiansen.

Se tv-indslag om sagen i morgen torsdag kl.19.30

Læs klagen til Tilsynsrådet her:

 

 

 

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden