To polske mænd dømt og udvist efter fund af 77 kilo hash

To mænd fra Polen fik ved Retten i Horsens i dag både en fængselsdom og en udvisning for bestandigt af Danmark.

De to dømte blev i april måned anholdt på en rasteplads ved Sorø på Sjælland. Her konfiskerede politiet samtidig de 77 kilo hash, som de havde haft med sig fra Spanien.

Anholdelsen skete efter en efterforskning af Task Force Vest, der er en særlig enhed med hovedsæde i Horsens, der bl.a. tager sig af organiseret kriminalitet på tværs af grænserne.

De to polakker på henholdsvis 41 og 53 år blev begge idømt 2 år og 3 måneders fængsel, oplyser Gitte Dyhr Thomsen, der er anklager ved Sydøstjyllands Politi.

Den ene modtog onsdag sin dom, mens den anden udbad sig betænkningstid.