TV der bevæger dig

Regions-formand har fået tv-træning

01:06

Regionsformand Carl Holst har lært at henvende sig til folk "i øjenhøjde".

1 af 2

Carl Holst har fået kursus for 150.000 kroner for at lære, hvordan man optræder i tv. Det er ikke i orden, siger Dansk Folkepartis næstformand i regionsrådet.

Regningen lød på 148.672 kroner plus moms, og den blev betalt i 2008 af Region Syddanmark og dermed de danske skatteydere. Eksterne kommunikationsfirmaer skulle give formanden for Region Syddanmark en mere folkelig appel og få ham i øjenhøjde med tv-seerne. Det viser regninger til Region Syddanmark, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Oplev mennesket Carl

Det er blandt andre tidligere redaktionschef på TV-Avisen Palle Steffensen, som i dag har firmaet Steffensen Kommunikation, der har stået bag medietræningen af den fremtrædende venstremand Carl Holst.

I oplægget til medietræningen står der blandt andet, at træningen skal "styrke Carl Holsts formidlingsmæssige egenskaber på tv, så seerne oplever mennesket Carl Holst i øjenhøjde".

Regionsrådsformanden har flere gange været nævnt som potentielt ministeremne og havde eksempelvis brug for sin skærmtræning, da han for nogle måneder siden stod frem på tv og forsvarede sin ven og partiformand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, da Løkke var under hård kritik.

Venstre skal betale

2. næstformand i Region Syddanmark, Dansk Folkepartis Freddie H. Madsen, er forarget over, at det var regionen, der skulle betale for medietræningen.

- Det er ikke i orden. Det må Venstre sørge for, ellers må det komme ud af Carl Holsts egen lomme, siger Freddie H. Madsen. Carl Holst har siddet som amtsborgmester og regionsrådsformand, så hvis han ikke har fået nok medietræning, så er der ingen, der har. Med den erfaring har han den træning, der skal til, tilføjer Freddie H. Madsen. 

Skal være folkelig

Regionrådsformanden mener derimod, at det er regionen og ikke Venstre-politikeren, der har fået træning.

- Jeg tror, det var direktionen, der kom med forslaget om medie-træning. Det var ikke møntet på mig personligt, men på, at vi blev bedre til at kommunikere i øjenhøjde med borgerne. Sundhedspolitik er kompleks, og vi vil gerne kommunikere aktivt, siger Carl Holst.

- Der står også i papirerne, at træningen skal give dig en folkelig appel i forhold til borgerne. Kan du forstå, hvis nogen mener, det er valgkamp og personlig profilering for offentlige midler?

- Nej, det kan jeg ikke. Det var ønsket om, at vi var folkelige i kommunikationsformen. Der lå ikke i det, at Carl Holst skulle have en anden profil - det var måden, vi kommunikerer på, siger Carl Holst.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden