Røvere truede med pistol og kniv

Personalet i et supermarked i Børkop blev truet med både pistol og kniv, da tre personer begik røveri onsdag aften.

Sydøstjyllands Politi jagter onsdag aften tre personer, som har begået røveri mod Super Spar i Børkop sydøst for Vejle.

- To mænd kommer ind i supermarkedet i Brejning Søndergade i Børkop, hvor de truer personalet med pistol og kniv, fortæller vagtchef Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.

Røverne får udleveret et beløb, som endnu ikke er gjort op.

- Efter røveriet løber de ud til en rød bil, hvor der sidder en person klar bag rattet, og forsvinder, siger vagtchefen, der kort før klokken 22 ikke kan oplyse yderligere.