Sådan skåner du dit kæledyr, når krudtet knalder

Selvom mange går og glæder sig til at skyde fyrværkeriet af, er det ikke tilfældet for vores kæledyr. Lizette Sloth er dyrelæge, og hun giver her gode råd til, hvordan man kan berolige dyrene.

Festligt og farverigt ser det ud, når de sprænger på himlen. Mange glæder sig til at få lov til at sende raketterne afsted og se dem folde sig ud, men det er for det meste ikke tilfældet for vores kæledyr.

De er påvirket og presset, forklarer dyrelæge Lizette Sloth.

- Kattene gemmer sig væk, og hundene søger folk. De ryster, når der bliver skudt af og vil ikke ud at gå, siger hun til TV SYD.

Her giver hun gode råd til, hvordan man kan forberede sig, og hvad man kan gøre, når der skydes af.

Træn lydtræning:

Ideelt set så har man forberedt sig i lang tid i forvejen med forebyggende lydtræning. Dyrelægen opfordrer til det, hvis man har hvalp, og fortæller, at det er lige så vigtigt som at gå pænt i snor og adlyde.

Forberedelse inden det går løs:

Gå en god lang tur om formiddagen med kæledyret i snor. Den skal ikke være løs, hvis man risikerer, at der bliver skudt af. Turen er med til at gøre dyret fysisk og mentalt træt, og så er man nået et godt stykke.
Sørg også for at planlægge at være hjemme, så dyrene ikke skal være alene.

Når det går løs:

Start med at rulle gardinerne ned, have lyset tændt og lidt musik kørende. Så kan man have nogle gode godbidder og lave nogle øvelser. Det vigtigste er: Lad vær med at ynke hunden. Man skal ikke få ondt af den, men tale i en glad og afslappet tone og være så normal i sin adfærd som muligt.