TV der bevæger dig

Kurt Beier-sagen: Efterforskningen om menneskehandel trækker ud

Chaufførerne fra Kurt Beier Transport A/S mødtes i november med 3F for at få klarlagt deres fremtid. Mindst én af dem har siden krævet erstatning af Kurt Beier Transport. Foto: Chris Birkekær Pedersen, TV SYD

Politiet bliver bedt om at skynde sig i sagen mod Kurt Beier Transport.

I oktober sidste år afslørede Fagbladet 3F, at 27 filippinske og srilankanske chauffører levede under kummerlige forhold hos Kurt Beier Transport A/S i Padborg. Lige siden har politiet efterforsket, om der kan rejses en tiltale for menneskehandel mod firmaet.

Nu er der gået over fem måneder, uden der er rejst tiltale. Det er kritisabelt i en sag om mennesker i en helt urimelig situation.

Henning Josefsen Overgaard, forbundssekretær i 3F.

Men snart et halvt år senere er sagen fortsat ikke afsluttet. Det kritiserer 3F.

- Politiet skal have tid til efterforskningen i en kompliceret sag. Men nu er der gået over fem måneder, uden der er rejst tiltale. Det er kritisabelt i en sag om mennesker i en helt urimelig situation. Efter afsløringen tog det kun Center mod Menneskehandel få dage at slå fast, at der var handlet mennesker til tvangsarbejde, siger Henning Josefsen Overgaard, som er forbundssekretær i 3F.

Beier også utålmodig

Kurt Beier Transport A/S og 3F er næppe enige om ret meget. Men de er enige om, at de gerne snart vil have en afgørelse.

- Vi afventer resultatet af politiets efterforskning. Vi er ikke nervøse for udfaldet, og vi håber, sagen meget snart er afsluttet, siger Anders Nemeth, som er advokat for vognmanden.

Kurt Beier Transport vil ikke kommentere sagen yderligere. Firmaet erkendte i efteråret, at forholdene ikke var i orden, men afviste, at der er tale om menneskehandel. 

Omfattende efterforskning

Syd- og Sønderjyllands Politi anerkender, at sagen tager tid. Men det er der gode grunde til, siger chefanklager Lisa Dissing.

- Sagen er højt prioriteret, men den tager mere tid end de fleste efterforskninger. Blandt andet har vi talt med 27 chauffører. Vi har undersøgt, hvor lastbilerne har kørt, og hvor langt de har kørt. For at få et overblik undersøger vi pengestrømme, selskabskonstruktioner og kontrakter. Og vi har meget kontakt med udenlandske myndigheder, siger hun.

Enestående sag

Chefanklageren har ikke noget bud på, hvornår politiet afslutter sagen.

Vi har ikke efterforsket menneskehandel inden for transportbranchen før. Tidligere sager har været inden for prostitution eller rengøring.

Lisa Dissing, chefanklager, Syd- og Sønderjyllands Politi. 

- Det er svært at vurdere. For os er det en enestående sag, både i omfang og i indhold. Vi har ikke tidligere efterforsket menneskehandel inden for transportbranchen. Tidligere sager har været inden for prostitution eller rengøring, siger Lisa Dissing.

Læs også De filippinske chauffører betalte for falske løfter

Tror på ofrene

Ifølge Center mod Menneskehandel, som hører under Socialstyrelsen, er Kurt Beier-sagen den største sag om menneskehandel nogensinde i Danmark. Lederen af centret, Trine Ingemansen, har en forklaring på, hvorfor politiet er længere om at drage konklusioner, end centret er.

Vi vil hellere hjælpe et offer for meget end ét for lidt.

Trine Ingemansen, leder af Center mod Menneskehandel.

- Både politiet og vi tager udgangspunkt i straffeloven og FN’s protokol til bekæmpelse af menneskehandel. Men i retssystemet er præmissen jo, at man er uskyldig, indtil andet er bevist. Mens vi primært bygger vores vurdering på ofrenes forklaring, og vi vil hellere hjælpe et offer for meget end ét for lidt. Derfor tager politiets efterforskning længere tid end vores, forklarer Trine Ingemansen.

Læs også Politiet undersøger menneskehandel: 26 udenlandske chauffører afgiver forklaring

Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App