Se videoen: Fælles indsats reddede bil fra tidevandet

Tililende måtte hjælpe en gruppe unge, da deres bil blev fanget af tidevandet på Rømø.

Situationen kunne være blevet rigtig træls for en gruppe unge mennesker, da deres bil kørte fast i sandet på Lakolk strand, mens tidevandet var på vej ind. Men snart ilede folk til for at hjælpe. En af dem var Poul Erik Thomsen.

Sammen med sin hustru var han kørt ud for at få lidt frisk luft på Rømø 1. juledag. Men det, der skulle have været en frisk gåtur, blev i stedet til en redningsaktion.

Parret kørte på Lakolk strand og var på vej mod sydsiden af øen, da de så en bil køre lidt vildt rundt helt ude i vandkanten. Men pludselig sad bilen fast i sandet.

- Jeg prøvede at ringe til 112, men de villle ikke hjælpe, fordi der ikke var nogen, som var i fare, fortæller Poul Erik Thomsen til TV SYD.

Også Falck blev prøvet, men da bilens ejer ikke havde abonnement, var de ikke meget for at rykke ud. 

Det stod hurtigt klart, at det hastede med at få bilen op.

- Tidevandet var på sit laveste, og det var jo begyndt at komme ind, forklarer Poul Erik Thomsen, der kender området godt, da han selv bor i Astrup lige på den anden side af dæmningen.

quote

Tidevandet var på sit laveste, og det var jo begyndt at komme ind.

Poul Erik Thomsen, pensionist, Astrup

Bilen var ifølge Poul Erik på enten ukrainske eller lithauiske nummerplader. I bilen var fire unge mennesker, der selv forsøgte at få bilen fri, men uden held. Snart kom der dog hjælp til.

- Der kom en mand i en firehjulstrækker, som prøvede at trække dem op, men hans tov sprang, så det gik ikke, fortæller Poul Erik Thomsen.

I mellemtiden var folk fra området ilet til, og snart kom flere firehjulstrækkere til undsætning. 

- Det var utroligt at se, hvordan folk hjalp hinanden. Det er en rigtig julehistorie, siger en glad Poul Erik Thomsen.

Ved fælles hjælp og to forskellige firehjulstrækkere lykkedes det de tililende mennesker at hjælpe bilen, før den blev slugt af tidevandet. 

- Ellers så havde den været væk nu. Vandet stod allerede op til døren, fortæller Poul Erik, der filmede og tog billeder af hele redningsaktionen. Hans egen bil var ikke rustet til at trække med, men han gjorde, hvad han kunne for at hjælpe, ved at ringe til 112 og til Falck. 

Hele situationen gjorde stort indtryk på ham. 

Det tog flere forsøg at få bilen op af vandet.
Det tog flere forsøg at få bilen op af vandet.
Foto: Poul Erik Thomsen

- Folk var utroligt hjælpsomme. Selvom de risikerede selv at sidde fast i sandet, så hjalp de til med at få bilen op, fortæller Poul Erik Thomsen. 

Vel oppe på stranden igen kan man på Poul Eriks video se, hvordan en af de unge mennesker fra den nødstedte bil åbner bagagerummet og knapper en flaske champagne op.

- Allerede inden deres bil satte sig fast, kørte de ret vildt.  Så da bilen var kommet op, gik jeg hen og spurgte ham, om han havde lært noget, og det tror jeg, han har nu, siger Poul Erik Thomsen.