Simone til politikerne: Hvad skal jeg stemme til EP-valget i morgen?

22-årige Simone Aakjær fra Egtved er i tvivl om, hvad hun skal stemme til Europa-Parlamentsvalget i morgen. Hun og et par andre fik et par gode råd med på vejen, da de mødte to politikere i dag.

Simone Aakjær fra Egtved har styr på køerne til Aabenraa Dyrskue. Hun er uddannet landmand, arbejder som fodermester, og hun har svært ved at finde ud af, hvad hun skal stemme til Europa-Parlamentsvalget i morgen.  

Derfor slår hun til, da TV SYD kommer forbi stalden med to kandidater til Europa-Parlamentsvalget; Mette Bock fra Liberal Alliance og Christel Schaldemose fra Socialdemokratiet.

Se mødet på tv

Vælgerne møder politikerne i TV SYDs program ”Valget i virkeligheden”. Her får vælgerne mulighed for ansigt til ansigt at stille politikerne spørgsmål, som interesserer netop dem. 

 

I aften er det en særudgave, hvor vi har taget kandidater til Europa-Parlamentsvalget med på dyrskue. 

 

Sendes lørdage kl. 19:30 på TV SYD og TV SYD+. Kan ses i TV SYD Play og streames på www.tvsyd.dk.  

- Hvad skal jeg stemme? Lyder spørgsmålet kontant fra Simone Aakjær til de to politikere. 

Ingen af de to politikere begynder en lang salgstale om at stemme på dem selv. Christel Schaldemose (Soc.dem.) giver til gengæld Simone et godt råd med på vejen.

- Hvis man er i tvivl, er en god tommelfingerregel at stemme det samme til Europa-Parlamentet, som man vil stemme til folketingsvalget, fordi det er meget det samme, det handler om, siger hun.

Mette Bock tager over:

- Jeg synes, det er vigtigt, at man ser på, hvem man giver sin stemme. Er det er en politiker, der kan gøre noget for en selv, siger Mette Bock (LA).

Lasse er i tvivl: Ved ikke om han vil stemme

Længere nede af vejen møder vi anlægsgarternerelev Lasse Loff fra Hjordkær. 

- Skal du stemme i morgen? Spørger TV SYD-vært Henrik Skovgaard.

- Det ved jeg ikke helt endnu. Det finder jeg forhåbentlig ud af i dag, svarer han og forklarer, at det er svært at finde ud af, hvad der er vigtigt i forhold til EU.

De to politikere forklarer, at det blandt andet handler om data på hans mobil, den mad han spiser og sprøjtemidler i forhold til hans arbejde som anlægsgartner. Det er ting, der bliver besluttet i EU og altså har indflydelse på hans hverdag. 

Lasse får en folder med i hånden, og politikerne opfordrer ham til at tage en kandidattest på nettet, så han kan komme ned at stemme i morgen.

Landmand Mogens Larsen stiller spørgsmål til Christel Schaldemose (Soc.dem.) og Mette Bock (LA).
Landmand Mogens Larsen stiller spørgsmål til Christel Schaldemose (Soc.dem.) og Mette Bock (LA).
Foto: Christina Hoffmann-Møller, TV SYD

Mogens undrer sig over forskel 

Mogens Larsen fra Jelling er også landmand, og han undrer sig over, at der er stor forskel på, hvad danske landmænd må i forhold til for eksempel landmænd syd for grænsen.

- Hvorfor har vi foreksempel ikke de samme regler for gødning? Spørger Mogens Larsen blandt andet. 

Mette Bock (LA) er hurtig på aftrækkeren:

- Det kan jeg svare kort på. Det er fordi, vi har nogle socialdemokrater som hende her, siger hun smilende og giver Christel Schaldemose et let kram. Christel Schaldemose griner og Mette Bock fortsætter: 

-  Vi har jo lavet strammere regler i Danmark, end EU kræver. Så det er vores egen skyld, siger hun og Christel Schaldemose samler op.

- Jeg vil gerne have løftet niveauet, så andre landmænd i EU kommer derop, hvor vi er i Danmark, siger hun. 

- Problemet er bare, at det tager tid, og dansk landbrug lider, lyder det argumenterende fra landmand Mogens Larsen. 

Christel Schaldemose opfordrer Mogens Larsen og andre landmænd til at skrive til hende og de andre EU-politikere, hvis de mener, at der er forskelle, som er urimelige.

- Så kan vi kigge på det og tage fat i kommissærerne for at se, om der kan gøres noget ved det, siger hun. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.