Sygeplejerskerne på skadeklinikkerne er vant til at vente på patienterne.
De gennemsnitlige ventetider for patienterne på skadeklinikkerne er på mellem nul og to minutter.
Fænomenet gælder for samtlige skadeklinikker i TV Syd's sendeområde.
Både i Fredericia, Grindsted, Tønder, Haderslev og Sønderborg er de gennemsnitlige ventetider så lave, at patienter kan gå direkte ind fra gaden og komme under behandling indenfor få minutter - ofte med det samme.
Men det får ikke Region Syddanmark til at overveje om skadeklinikkerne er nødvendige.
Stephanie Lose, der sidder i regionsrådet for Venstre - og valgt i Esbjerg - siger:
- Vi er et land, der værdsætter, at man kan bo i udkantsdanmark og have fornuftige tilbud og opleve den tryghed, de giver - og den opgave løser skadeklinikkerne, siger hun.
På Skadeklinikkerne sidder sygeplejersker, der kan løse følgende opgaver:
- sy sår
- give stivkrampevaccinationer
- behandle lettere forbrændinger
- behandle insektbid
- få taget røntgenbilleder
- vurdere og behandle brud og forvridninger
- lægge støttebind og gips
- skifte forbindinger
- afhjælpe gipsgener og reparere knækket gips
- fjerne fremmedlegemer fra øjet
- fjerne fremmedlegemer fra næsen på små børn
- behandle overfladiske hundebid
- behandle svejseøjne