Skolelærer indrømmer at have klappet piger på røven, men nægter at det var seksuelt

Fem piger i Fredericia har anmeldt deres 60-årige skolelærer for at gramse på dem, og  kommenteret en 8. klasses piges "store røv og store bryster".

Læreren har indrømmet, at han havde klappet pigerne bagi, men nægtede, at der var tale om noget seksuelt:
- Jeg tjattede dem i rumpen, når de skulle skynde sig. Ellers kunne det tage dem hele dagen at nå tilbage til klassen, forklarede han i retten.
 
Overfor står pigernes forklaring:
- Han klappede os oftest i numsen, når vi hentede computere i computerrummet - lige når vi bukkede os ned for at sætte stik i eller tage dem ud. Derfor begyndte jeg at spørge min veninde, om hun gad gå med frem og tilbage, fordi jeg så håbede, at han ikke ville gøre det, sagde én af pigerne ifølge Fredericia Dagblad.
 
- Han klappede mig i numsen, da jeg tabte en blyant, fortalte en anden, mens en tredje pige berettede om, at skolelæreren havde taget om hende på gangen og spurgt, "om hun ikke skulle med hjem til ham og lave aftensmad en dag."
- Det var ikke normalt, men jeg syntes heller ikke, at det var en stor ting på det tidspunkt, men min mor blev meget chokeret, da jeg fortalte hende det. Så syntes jeg egentligt også, at det var lidt underligt, sagde pigen.

Skolelæreren er ikke kun anklaget for at have gramset på pigerne.
Han er også anklaget for at have kommenteret en elevs "store røv og store bryster".
- Jeg har i hvert fald aldrig sagt noget om hendes bryster. Hun har heller ikke ret meget, så jeg forstår slet ikke anklagen, forsvarede han sig.
 
Der falder sandsynligvis dom idag.