Socialdemokrater: Dyr skal på plejehjem

Dyr giver bedre livskvalitet for de ældre, så nu vil to byrådsmedlemmer have geder, heste, kaniner eller andre dyr på plejehjemmene.

De tre geder i folden kan lide det. At blive kløet. Sådan lige dér mellem hornene.

Jens Poulsen, 78 år, stiller gerne sine fingre til rådighed for dem. Han elsker dyr.

- Jeg havde en gang en gedebuk. Den hed Mette Gedebuk. Jeg husker ikke hvorfor, siger han.

Han bor på plejehjemmet Margrethegården i Ribe, hvor de har haft geder i over 25 år. Han bor på demensafsnittet. Men han er i godt humør.    

- Min søn har en hund. Men den er bange for gederne og gederne er bange for hunde, siger han og griner.

quote

Det skal jo ikke være trist at komme på den formentlig sidste bolig i sit liv. Men derimod være hyggeligt.

Nini Oken, Socialdemokratiet, Esbjerg 

Jens i hopla

Mødet med gederne har sat gang i mundtøjet.  

- Jeg har aldrig hørt ham snakke så meget, siger teamleder på plejehjemmet Helle Tauman. 

Ulla Koman-Meyer og Nini Oken vil med dyrene give de ældre på plejehjemmene mere livsglæde.  
Ulla Koman-Meyer og Nini Oken vil med dyrene give de ældre på plejehjemmene mere livsglæde.  
Foto: Finn Grahndin

Gederne - og fuglene og fiskene - på plejehjemmet, er for de to socialdemokrater Nini Oksen og Ulla Koman-Meyer et godt eksempel på, at dyr er en god ordning for de ældre. 

- Det skaber liv og glæde. Og det skal jo ikke være trist at komme på den formentlig sidste bolig i sit liv. Men derimod være hyggeligt. Sådan vil jeg selv have det, hvis eller når jeg skal på plejehjem, siger Nini Oksen. 

Margrethegårdens tre geder bliver passet af plejehjemmets to pedeller. 
Margrethegårdens tre geder bliver passet af plejehjemmets to pedeller. 
Foto: Finn Grahndin

Forslag om forbedringer  

Hun og partikollegaen sidder begge i udvalget Sundhed og Omsorg. Her er der nedsat en gruppe, der skal se nærmere på, hvilke forbedringer man kan lave for de ældre på plejehjemmene i kommunen. Forslaget om at indføre dyr på - eller nok mere præcis: ved - plejehjemmene, er en del af denne gruppes arbejde. 

- Vi håber, at det vil inspirere plejehjemmene til at få dyr. Det kan måske ikke lade sig gøre alle steder, men vi mener, at det er muligt på mange plejehjem. Og så må man se på, hvilke dyr man kan have. Det vil jo afhænge af de lokale forhold, siger Ulla Koman-Meyer.

Medicinforbruget gik ned

De 77 beboere på plejehjemmet - heraf 29 i demensafsnittet - har ikke kun gavn af gederne og fuglene i volieren men også af omgivelserne ved Margrethegården. Her er grønne områder med får, heste og ofte mange trækfugle.

At dyr kan være godt for de ældre og for demente, hersker der ingen tvivl om. Besøgshunde er populære og gæster også fra tid til anden Margrethegården i Ribe. Men på plejehjemmet Dagmarsminde i Græsted i Nordsjælland er man gået en tand videre og har flere firebenede beboere indenfor. Det har betydet, at mediciforbruget til de demente er gået ned, efter man indførte dyrene. Fordi de virker beroligende.    

De har også farverige fugle på Margrethegården. 
De har også farverige fugle på Margrethegården. 
Foto: Finn Grahndin

Nedbringer stress

Ifølge Karen Tannebæk fra Nationalt Videnscenter for Demens er det da også dokumenteret, at dyr bidrager til personlig velvære og kan nedbringe stress.

- Det er sandsynligt, at det også er det, de gør ved demente, siger hun til TV2. 

quote

Vi håber, at forslaget vil inspirere plejehjemmene til at få dyr.

Ulla Koman-Meyer, Socialdemokratiet, Esbjerg 

På Margrethegården er det to pedeller, der står for pasningen af de tre geder og fuglene i volieren. Men de to socialdemokrater understreger, at man kan indgå "mange slags kontrakter". At det for eksempel kan være ejeren af dyrene, der har ansvaret for dem. Også selv om de opholder sig på plejehjemmet.