TV der bevæger dig

Sønderho Mølle maler mel igen

På toppen af en sandklit på Fanø skal Sønderhø Mølle atter male mel. Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

Sønderho Mølle på Fanø maler mel igen for første gang i mange år. Søndag blev den indviet, og nu kan gæster komme ind at kigge i den mere end 120 år gamle mølle.

Sønderho Mølle på Fanø har stået i forfald de sidste mange år. Men nu, i forbindelse med Dansk Mølledag, er møllen blev renoveret og skal atter male korn.

I dag har vi malet, mens der stadig var vind. Vi har vores helt eget mel og sælger det i små poser. Vi har prøvet at bage med det, og det smager rigtigt godt.

Keld Andersen, frivillig, Sønderho Mølle

Møllen skulle have været i gang igen i dag, men den hårde vind, der sidste par uger har blæst Danmark om på hovedet, valgte at lægge sig, lige som møllen skulle indvies. Der kunne dog males lidt i starten af dagen.

Ikke desto mindre har Møllelauget, med støtte fra Kulturstyrelsen, brugt lang tid på at gøre møllen arbejdsdygtig igen.

- I dag har vi malet, mens der stadig var vind. Vi har vores helt eget mel og sælger det i små poser. Vi har prøvet at bage med det, og det smager rigtigt godt, fortæller Keld Andersen, frivillig, Sønderho Mølle.

Den renoverede mølle står til offentligt skue hele døgnet rundt, men hvis man kunne tænke sig at se, hvordan man maler mel på gammeldags facon, eller man godt kunne tænke sig en pose ægte Sønderho Mølle-mel, så kan man booke en rundvisning på Fonden Gamle Sønderhos hjemmeside.

Historie

Sønderhos første mølle blev opført af sognepræsten Christian Engelstoft i 1701 med henblik på at give Fanø muligheden for at male deres eget korn, så de ikke skulle tage til Ribe hele tiden. Men møllen blev derudover også bygget som et sømærke for de lokale fiskere. 12 kilometer fra færgelejet i Nordby kunne havets folk nemlig se den fra lang afstand.  Sønderho Mølle brændte ned til grunden i 1770, men blev genopbygget et andet sted, hvor den var i brug i 124 år, indtil den brændte ned igen. I 1895, året efter den anden nedbrænding, blev møllen bygget op igen. Det er den mølle, der stadig står der i dag.

Møllen er blevet renoveret mange gange siden indvielsen for 122 år siden. Den blev indviet i sin nuværende form i 2003, men er det sidste stykke tid blevet gjort arbejdsdygtig igen.