Forleden var det Højer Pølser, der blev hædret - på lørdag bliver det en økologisk fjerkræavler fra Møgeltønder. Dér modtager Sødam Økologisk Fjerkræ i Møgeltønder nemlig et hædersdiplom fra Det Danske Gastronomiske Akademi.
Siden 2000 har Elin og Hans Johnsen opdrættet økologisk fjerkræ på gården Sødam, som ligger i den sønderjyske marsk, nær Møgeltønder.
Kyllingerne lever mellem 75 og 120 dage - hvor en industri-kylling bliver slagtet allerede efter 35 dage.
Efter slagtning af Sødams økologiske fjerkræ lufttørres og modnes de i 18 timer, før de pakkes.
I slagtet tilstand vejer dyrene mellem 1,6 og 2,5 kg.
I begrundelsen for hæderen skriver Det Danske Gastronomiske
Akademi:
"Den gennemtænkte avl og slagteproces giver kødet en markant smag og struktur, som ophøjer kyllingen til gamle dages status, nemlig en festspise."