TV der bevæger dig

Sønderjyske kigger fortsat nedad

Sønderjyske skal have gode ben for at undgå nedrykning.

Sønderjyskes superliga-efterår er godkendt, mener træneren, som dog fortsat kigger på nedrykningsstregen.

HB Køge og Lyngby har isoleret sig i bunden af Superligaen, mens det traditionelle bundhold fra Sønderjyske ligger med ni point ned til nedrykningsstregen.

Men netop det får Sønderjyskes træner, Lars Søndergaard, til at løfte den imaginære pegefinger.

- Selv om det ligner et midtermorads, skal vi være fandens påpasselige, for det kan hurtigt gå galt. Det er jo bare tre kampe, Lyngby skal vinde og vi skal tabe. Så der er ingen problemer med motivationen, siger han.

Sønderjyske tabte mandag aften 0-4 hjemme til OB i årets sidste superligakamp, og derfor var Lars Søndergaard naturligvis meget skuffet efter kampen.

Midtermoradset

Men han godkender alligevel efteråret, som også var et af klubbens bedste nogensinde.

- Vi skal heller ikke glemme, at vi er i semifinalen i pokalen. Der er mange positive ting, selv om vi lige nu fokuserer lidt mere på det dårlige resultat, siger Lars Søndergaard.

Træneren fremhæver de point, som Sønderjyske hentede hjem mod hold som HB Køge og Lyngby i de sidste kampe - fordi det er mod de hold, Sønderjyske skal vinde. Og derfor er en placering i midten også mere end rigeligt for Sønderjyske.

- Jeg vil glæde mig, hvis vi kan blive i midtermoradset. Fordi Sønderjyske altid har kæmpet mod nedrykning, hvor det først bliver til sidst, at afgørelsen falder, siger han.

Sønderjyske overvintrer som nummer ni.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu