TV der bevæger dig

Sønderjysk mejeri i stor økologisk fusion

Det økologiske mejeri Naturmælk i Tinglev fusionerer med Øllingegård fra Nordsjælland. Foto: Naturmælk Tinglev

Det sønderjyske mejeri Naturmælk fusionerer med Øllingegård Mejeri ved Hillerød i et selskab under navnet "De økologiske Mejerier".

De to økologiske mejerier Naturmælk ved Tinglev og nordsjællandske Øllingegård går fra at være konkurrenter til at slå sig sammen. 

Under navnet ”De Økologiske Mejerier” vil de to mejerier køre videre som selvstændige enheder men med fælles ledelse.

Naturmælks mejerichef, Leif Friis Jørgensen, bliver ny direktør for det fælles selskab.

- Vi fusionerer for at sikre vores position på markedet på lang sigt, fortæller mejerichef Leif Friis Jørgensen til TV SYD.

Naturmælk ved Tinglev får mælk fra 32 leverandører (andelshavere) omkring selve Tinglev samt Varde-Esbjerg-området og Haderslev og Fyn. Øllingegård får mælk fra 11 besætninger på Sjælland.

 

Vi fusionerer for at sikre vores position på markedet på lang sigt

Leif Friis Jørgensen, mejerichef Naturmælk

 

Naturmælk er ikke blot storebroren i fusionen målt på andelshavere. Også den årlige omsætning på 255 mio. kr. i 2015 er næsten fire gange så stor som Øllingegårds på 70 mio. kr. 

Naturmælks produkter føres fortrinsvis i Føtex, mens Øllingegård ligger hos Meny-kæden.

Medarbejderne hos Naturmælk er i dag kl. 13.00 blevet orienteret om fusionen, der træder i kraft allerede fra nytår.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu