Solidt flertal bag ny borgmesterkandidat

Der var ikke megen tvivl blandt Venstre-medlemmerne i Vejen, da de mandag valgte ny spidskandidat. Morten Thorøe fik langt størstedelen af stemmerne og er dermed et stort skridt nærmere borgmesterstolen.

Der var tale om et ganske suverænt valg af ny spidskandidat, da Venstre i Vejen holdt opstillingsmøde i Medius Holsted mandag aften. Afløseren for Egon Fræhr i rollen som spidskandidat ved det kommende kommunalvalg blev Morten Thorøe. Han fik i alt 236 af de i alt 306 afgivne stemmer fra de fremmødte Venstremedlemmer.

De to øvrige kandidater, der havde meldt sig i kampen om spidskandidattaburetten måtte nøjes med noget mere beskedne stemmetal. Malene Kaisen Nielsen fik i alt 34 stemmer, og Vagn Sørensen nåede op på 36 stemmer, oplyser formanden for Venstre i Vejen, Jan Møller Pedersen.

Morten Thorøe er 46 år og sidder i øjeblikket i økonomiudvalget samt på posten som viceborgmester og er i gang med sin anden periode i Vejen Byråd. Han er bosiddende i Mikkelborg imellem Skodborg og Jels