Største havmøllepark åbnet - i klodser

Elever fra Anholt skole var torsdag i Legoland. De trykkede på den røde knap, som satte miniature-udgaven af Anholt Havmøllepark i gang.

- Det er sejt, at møllerne er bygget af Lego. De ligner også rigtig meget, men de rigtige vindmøller er meget større, fortalte Sofus Nordby Rasmussen på 11 år, som var med til at indvie havmølleparken i Legoland.

Hans ældre skolekammerat Julie Bækgaard Hvillum på 13 år var helt enig:

- Vi sejler forbi den rigtige vindmøllepark ret tit, og det var rigtig sjovt at være med til at trykke på knappen og sætte møllerne i gang, fortalte Julie.

Mølleparken i Bilund har syv havmøller. Virkeligheden havmøllepark består af 111 møller - og er den største af sin art i Danmark.

- Havmølleparken i Legoland viser meget fint, hvordan den lidt større park i Kattegat ser ud, og hvordan det er muligt at lave strøm ved hjælp af vinden. Samtidig kan man se en model af et mølleinstallationsfartøj, og få indtryk af den krævende opgave, det er at rejse møller til havs. Det er en flot model, der er bygget, siger Flemming Thomsen, projektdirektør i DONG Energy.

-Anholt Havmøllepark har stor betydning for Grenaa og Djursland, og har skabt mange lokale arbejdspladser. Derfor er jeg ekstra glad for at det er skolebørn fra øen Anholt, der har fået lov til at indvie parken i Legoland, siger Jan Petersen, borgmester for Norddjurs Kommune.

Anholt Havmøllepark bliver Danmarks største havmøllepark med en kapacitet på 400 MW. Det betyder, at den kan producere strøm svarende til 400.000 husstandes årlige elforbrug eller omkring fire procent af Danmarks samlede elforbrug.

 

Anholt Havmøllepark i LEGOLAND

  • Der er opført syv havmøller med roterende vinger i ”Energien i Danmark” i Miniland.
  • Størrelsesforholdene på møllerne er 1:40.
  • Der er brugt 5.630 LEGO®-elementer pr. mølle.
  • Det har taget en modelbygger i LEGOLAND ca. 55 timer at bygge en LEGO® havmølle.
  • Møllerne har et vingefang på 1,60 meter.

LEGOLAND parkens samarbejde med DONG Energy

LEGOLAND har i samarbejde med DONG Energy opbygget et område i Miniland - ”Energien i Danmark”, hvor hele familien har mulighed for at få et unikt og anderledes overblik over energiens vej i Danmark – i de historiske, nutidige og ikke mindst fremtidige energikilder.

Anholt Havmøllepark 
  • Anholt Havmøllepark er Danmarks største havmøllepark.
  • 111 havmøller står opført i Kattegat - i farvandet mellem Djursland og Anholt.
  • Parken har et areal på 88 km2.
  • Længden af parken er ca. 20 km, og bredden er op til ca. 5 km. Fra Grenaa Havn er afstanden til de nærmeste møller ca. 20 km.
  • Rotordiameteren på hver mølle måler 120 meter, og den totale højde er 142 meter.
  • Havmølleparken har en kapacitet på 400 MW svarende til ca. 400.000 danske husstandes årlige elforbrug.