Større bøder til udenlandske lastbiler, der fusker med vejafgiften

Nu kan udenlandske chauffører se frem til en større bøde, hvis de ikke betaler vejafgift.

Vejafgiften for en udenlandsk lastbil er 59 kr. om dagen.

Hidtil har politiet ikke kunnet give bøder i førstegangstilfælde, men det kan de nu - og samtidigt stiger bøden fra 1.500 til 2.500 kr.

Jan Villadsen, der er formand for 3F Transport, kalder den nye stramning fornuftig og retfærdig:

- Det er endnu et skridt i den rigtige retning, når det gælder indsatsen mod snyd, løndumping og piratkørsel. Det er godt, rigspolitiets tungvognskontrol nu får endnu et værktøj. Det må naturligvis ikke kunne betale sig at snyde på vejene. Heller ikke med afgifter, siger Jan Villadsen til Fagbladet 3F.

Se artikel om nye bøderegler i Fagbladet 3F