Se billederne: Stor flok krondyr med hanhjorte i brunst

Grærup Langsø mellem Vejers og Kærgaard Plantager er et af Europas bedste steder at se på krondyr.

Grærup Langsø er et sted, hvor der næsten er garanti for at se store flokke af krondyr gå og græsse. Det var også tilfældet, da fotograf John Randeris tog sit kamera med en tur til søen. Her nød op imod hundrede krondyr det lune efterårsvejr.

Grærup Langsø er en 33 hektar stor sø, der ligger mellem Vejers og Kærgård klitplantage i et 250 hektar stort fredet område. Arealet tilhører Forsvaret og er en del af det militære øvelsesterræn.

Det er et ideelt leveområde for krondyrene, som kan søge føde på de åbne områder og også kan finde dækning i skovene, det fortæller Naturstyrelsen på sin hjemmeside.

Særligt her i brunstperioden i september og oktober er der mulighed for at se og høre de store hanhjorte brøle til hinanden.