TV der bevæger dig

Strid om forurening efter storbranden på Fredericia Havn

250 brandfolk brugte to dage på at slukke ilden på Fredericia Havn, mens der flød gødning ud over havnen.

Fredericia Kommune og Dangødning skændes om, hvem der skal undersøge gødningsforurening efter storbranden i februar.

Fredericia Kommune og gødningsfabrikken Dan Gødning er uenige om, hvem som skal undersøge forureningen efter storbranden for over seks uger siden. Det viser et høringssvar til kommunen, som TV SYDs undersøgende redaktion har fået aktindsigt i.

Den 3. februar kollapsede en tank hos Dan Gødning, mens den blev fyldt med gødning fra et skib. Det fik en anden tank med palmeolie til at antænde, og over 250 brandfolk brugte to dage på at slukke ilden, mens der flød gødning ud over havnen.

Vi kommer med et varsel om påbud, fordi vi forventer, der er en forurening

Kommunen vil have Dan Gødning til at undersøge, hvor alvorlig forureningen er. Men det ønsker virksomheden ikke at gøre, siger den i høringssvaret.

Ifølge virksomheden er der ”ikke noget grundlag for at antage, at udslippet har forårsaget jordforurening”. Det er man helt uenig i hos Fredericia Kommune.

- Vi kommer med et varsel om påbud, fordi vi forventer, der er en forurening, siger Mogens Bak Hansen, direktør i Fredericia Kommune til TV SYD.

Firma mener, andre har skylden

Næsten tre uger efter branden varslede Fredericia Kommune et påbud til Dan Gødning, som er Nordeuropas største producent af flydende gødning til landbruget. I mellemtiden er det kommet frem, at personbiler og brandbiler i området er ætset og ødelagt af den flydende gødning.

Men virksomhedens direktør Sven Høgh Andersen mener slet ikke, at udslippet af gødning har forurenet jorden. Han mener, at kvælstoffet i gødningen i høj grad er fordampet.

Desuden peger Dan Gødning i sit høringssvar på, at politiet stadig er i gang med sin efterforskning. Derfor ved man stadig ikke, hvad der var årsag til branden og udslippet. Eller hvem som har skylden.

Dan Gødning svarer, at virksomheden har overholdt alle regler for brug af tanken, og at uheldet ”med stor sandsynlighed må være forårsaget af tredjemand”. Dan Gødning oplyser dog ikke, hvem denne ”tredjemand” kan være, og firmaets direktør Sven Høgh Andersen afviser i dag at kommentere sagen til TV SYD.

Bekymring for miljøet

Det er altså fortsat ikke undersøgt, om der er foregået en alvorlig forurening. Det bekymrer Karsten Enggaard, som er formand for Danmarks Naturfredningsforening i Fredericia.

- Det er selvfølgelig for dårligt, at man stadig ikke er i gang med at undersøge forureningen og med at rydde op. Uden at være jurist mener jeg, at Dan Gødning bør få undersøgt forureningen og så gemme regningen til den, som ender med ansvaret for forureningen, siger Karsten Enggaard.

Den kollapsede tank kunne rumme 10.000 tons gødning. Ifølge Dan Gødning var der tale om urea-ammonium-nitrat, som rummer 32 procent kvælstof. Dermed kan over tusind tons kvælstof være end i havet, hvor det kan give iltsvind.

- Der er ikke grundvand på havneområdet, men der kan sive kvælstof fra gødning ud i Lillebælt. Så især af hensyn til havmiljøet bør man tage hånd om det her straks, siger Karsten Enggaard.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden