Dansk Håndbold Forbund og Sydbank har indgået en aftale, der gør banken til hovedsponsor for de årlige håndboldskoler, som i år holdes i 139 byer rundt i landet.
Mere end 110.000 børn i aldersgruppen 6-15 år har været med siden håndboldskolernes start i 1997, og alene i 2013 var 9.586 drenge og piger over hele landet håndboldaktive i ferien.
Gennem det nye samarbejde med Dansk Håndbold Forbund ser Sydbank frem til at bidrage til at styrke håndboldsporten i Danmark.
Aftalen mellem Dansk Håndbold Forbund og Sydbank strækker sig indtil videre til 2015 og gælder således også håndboldskolerne næste år.