TV der bevæger dig

Tænketank skal minimere ulykkelige børnesager

Tønder Kommune fremlagde onsdag en kritisk rapport om behandlingen af børnesager.

Socialrådgiverforening nedsætter tænketank. Den skal forhindre nye tilfælde af massive fejl i børnesager.

Den ene sørgelige sag om overgreb mod børn efter den anden har de senere år fyldt meget i medierne.

Politikere, eksperter og interesseorganisationer har efterfølgende talt dunder for, at der skal rettes op på massive fejl i børnesager.

Trods intentionen har flere undersøgelser kortlagt, at kommunernes håndtering af børnesager har massive fejl og mangler.

Disse fejl skriger til himlen, mener Dansk Socialrådgiverforening. Derfor har foreningen nu nedsat en tænketank, der skal granske området.

- Der er ingen planer om at reformere området, ligesom der heller ikke er en politisk diskussion om emnet. Derfor nedsætter vi nu selv en tænketank, hvor der sidder 10 medlemmer, der er bredt funderet i det sociale felt - forskere, undervisere og praktikere.

Det siger næstformanden Niels Christian Barkholt, der sidder med foreningens politiske ansvar.

Tønder-rapport

Så sent som onsdag kom det frem, at Tønder Kommune skal gennemgå kommunens nuværende 900 børnesager, efter en stikprøve i 50 sager har vist massive fejl.

Desuden afslørede en rapport for nylig graverende fejl i sagsbehandlingen på det specialiserede socialområde i Hjørring Kommune.

For at undgå sager som disse mener Niels Christian Barkholt, at der skal fokus på forebyggelse. Dette fokusområdet kommer netop også til at præge tænketankens arbejde.

- Det skal handle mere om forebyggelse. Vi skal geare skoler og daginstitutioner, så de hurtigere kan spotte problemer. Desuden skal vi have socialrådgivere ud på stederne, så de kan være med til at bremse de ulykkelige sager.

Grundlæggende mener Niels Christian Barkholt, at de økonomiske betingelser ikke følger med de politiske ambitioner, som eksempelvis socialminister Karen Hækkerup (S) udstikker.

Derfor er det hans håb, at politikerne lægger ører til de anbefalinger, som tænketanken kommer frem til.

- Om et år forelægger vi arbejdet for Karen Hækkerup. Vi er i løbende kontakt med hende, og indtil videre har vi fået positive tilkendegivelser, slutter Niels Christian Barkholt.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden