TV der bevæger dig

Tatovering i ansigtet koster job

02:23

Til daglig gemmer Mikael Jensen sig lidt i stenhuggeriets værksted omme bagved. Den direkte kundekontakt må han vente med, til hans tatovering i ansigtet er fjernet. Foto: Per Algreen.

1 af 2

Tatoveringer kan være en hindring for at få et job. Og er det så oven i købet annsigtet, der er tatoveret, er det ekstra svært. Det konstaterer Jobcenter Horsens jævnligt, selvom der også er enkelte solstråle-historier.

Den 35-årige Mikael Jensen fra Horsens var heldig og fik praktikplads trods ansigtstatovering. Han har afsonet en dom på fem års fængsel, men det er ikke straffeattesten, der gør det vanskeligt at få arbejde. Det er hans tatovering i ansigtet, som på den ene side viser et kranie og på den anden et ansigt uden hud med muskler, blod og sener.

- På et tidspunkt var jeg til samtale om et job som lagerarbejder, og da lederen så mit ansigt, spurgte han, om han måtte fotografere det og vise det til sine medarbejdere. Det sagde jeg ja til, og han lovede at ringe tilbage. Jeg hørte bare aldrig fra ham, fortæller Mikael Jensen.

På Jobcenter Horsens siger virksomhedskonsulent Kirsten Tranekjær Søgaard:

- Jeg registrerede Mikaels ansigt og vidste rent professionelt, at med sådan en tatovering ville det være en udfordring at få ham i job. Men ud fra holdningen, at alle skal have en chance, fokuserede jeg på de mange gode ting, Mikael kunne byde ind med, fortæller Kirsten, der også ret hurtigt fandt frem til en virksomhed, der havde potentialet til at kunne rumme ham.

Mikael blev tilbudt at komme i virksomhedspraktik hos Filips Sten & Billedhuggeri. Men først efter en snak.

- Jeg hylder i princippet rummelighed på min arbejdsplads, og hvad angår tatoveringer, har jeg selv mange af dem. Mikaels tatovering var imidlertid grænseoverskridende, fordi den viser et kranie. Her i forretningen kommer mange mennesker, som har døden tæt inde på livet, og et kranie kunne virke stærkt provokerende, fortæller Filip Møller, der ret hurtigt meldte ud, at hvis Mikael ville noget med stenhuggerfaget, var det nok en god idé, hvis han fik fjernet sin tatovering.

Den beslutning har Mikael ikke haft svært ved at tage. Han er nu i gang med en dyr og smertefuld laserbehandling, der først slutter om halvandet år.

Mikael blev først tilbudt tre måneder i virksomhedspraktik hos Filip Møller. Opholdet er nu forlænget med tre måneder. Hvis tingene fortsætter som hidtil, har han kvalificeret sig til et fast arbejde i stenhuggeriet.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden