TDC stod skoleret hos regionen: - De skal komme med en handlingsplan

Efter onsdagens nedbrud på telefonnettet til alarm 112, har TDC fredag været til møde hos Region Syddanmark.

Flere steder i Syd- og Sønderjylland var det i halvanden time ikke muligt at komme igennem til alarmcentralen onsdag formiddag. Det var det fjerde nedbrud på fire måneder.

Koncerndirektør Kurt Espersen har forlangt en handlingsplan fra TDC efter de seneste måneders nedbrud på alarm 112.
Koncerndirektør Kurt Espersen har forlangt en handlingsplan fra TDC efter de seneste måneders nedbrud på alarm 112.

- Nedbrud på vores kommunikation er ganske alvorlig. Hver gang ryger trygheden ude hos borgerne, siger Kurt Espersen, der er koncerndirektør hos Region Syddanmark til TV SYD.

Nedbruddene har også haft konsekvenser for kommunikationen mellem sygehuspersonalet i regionen.

- Vi har haft patientsituationer, hvor det har været tæt på at udløse udfordringer, men vores personale har heldigvis ageret hurtigt.

Under mødet har regionen krævet en handlingsplan fra telegiganten.

- De skal levere en detaljeret årsagsanalyse, og TDC har betrygget os med, at de sætter alle sejl til for, at der ikke sker nedbrud igen, siger Kurt Espersen.

Hos regionsledelsen satser man nu på, at nedbruddet er det sidste af sin slags og har fortsat tiltro til, at TDC kan løse opgaven.

- Vi håber på, at det ikke sker igen, men nu skal vi gennemgå og forstærke alle kommunikationskanaler, og så laver vi backup-løsninger, så vi sikrer, at vi altid kan kommunikere både internt og med borgerne i fremtiden.