Selvom mange mindre byer kæmper med faldende indbyggertal, så ser det helt anderledes ud for Lund. I 2006 havde byen 1482 indbyggere, mens den sidste nye optælling viser, at der i dag er 2147 indbyggere.
Dermed er Lund den by i Danmark i størrelsen fra 2000 til 4999 indbyggere, der har haft den største stigning.
Det viser en ny undersøgelse, som Kl´s nyhedsbrev Momentum har lavet.
Ifølge Horsens borgmester Peter Sørensen så er det bl.a. de gode kommunale servicetilbud, der er årsagen til, at Lund er blevet så attraktiv for tilflyttere.
-Der er skole, børnehave, vuggestue og dagpleje, ligesom der er indkøbsmuligheder. Samtidig kan Horsens nås på 5-10 minutter og der er kun 5 minutter til motorvej E45, siger Peter Sørensen til Momentum.
Befolkningstilvæksten i Lund og flere andre byer på samme størrelse kommer ikke bag på Anne- Mette Hjalager, professor og leder af Center for Landdistriktsforskning på Syddansk universitet.
-Især for børnefamilier handler bosætning om huspriser og skolemuligheder. Når man ikke har råd til en villa på strandvejen i Århus, så er den her slags byer et fornuftigt alternativ, siger Anne – Mette Hjalager til Momentum.
Ifølge undersøgelsen har Horsens hele 4 byer på top 10 listen over de byer i samme størelse, der vokser mest. Der kommer også flere tilflyttere i Gedved, Egebjerg og Hovedgård.
Befolkningstilvækst i Horsens Kommune 2006-2016
Gedved 1593 -2166 indbyggere
Egebjerg 1738 - 2310 indbyggere
Hovedgård 1667 - 2195 indbyggere
Kilde: Momentum.