Unge dyster på cello og violin

Den klassiske musik lever og har det godt. Syddansk Talentkonkurrence sætter fokus på cello, violin og klaver.

- Det er dejligt at spille cello. En cello kan mange ting. Den kan spille højt, og den kan spille dybe toner.

Sådan siger den 13-årige cellist Lisa Maria Elvang, som til daglig går på Den tyske skole i Aabenraa. I dag deltog hun og 28 andre unge i Syddansk Talentkonkurrence, der blev holdt i Alsions koncertsal i Sønderborg.  

De fleste unge hører næppe Mozart, Beethoven og Gabriel Fauré. Men konkurrencen med deltagere mellem otte og 25 år viste, at den klassiske musik lever. Også blandt de unge.

Profilerer de unge

Arrangørerne erkender, unge generelt ikke hører ret meget klassisk musik. Det er netop en af grundene til, at der holdes Syddansk Talentkonkurrence.

quote

Klassisk musik er ikke det, der bliver streamet og spillet mest i radioen.

Allan Ørslev, som er musikskoleleder på Sønderborg Musikskole

- Konkurrencen profilerer de unge musikere og deres instrumenter. Klassisk musik er ikke det, der bliver streamet og spillet mest i radioen. Men konkurrencen er en måde at fortælle, at den klassiske musik lever og har det godt, siger Allan Ørslev.

Den klassiske musikkonkurrence blev holdt for sjette gang. Deltagerne kan blandt andet vinde pengepræmier eller en mulighed for at spille sammen med Sønderjyllands Symfoniorkester.