Sarah, 2 g´er: Det forventes, at du præsterer. Der er pres

Unge studerende samlet for at lede efter forbedringer i tilværelsen som ung under uddannelse. Den er nemlig presset, siger de.

Onsdag havde Sarah Nipper, 2. g´er fra Rødkilde Gymnasium i Vejle, en sjælden mulighed for at være med til at gøre ungelivet bedre.  Sammen med en hel gruppe unge som hende selv fra en lang række af uddannelsesinstitutionerne i Region Syddanmark ledte hun efter ændringer, som kan lette tilværelsen for unge mennesker, der er i gang med en ungdomsuddannelse.

Det er Region Syddanmark, der i tre år har haft fokus på at forbedre unge menneskers trivsel, mens de er i gang med en uddannelse, og onsdag var det de unge selv, der skulle på banen på IBC i Kolding. De brugte dagen på at finde løsninger i en hverdag, som er kendetegnet ved mange forventninger. Både fra dem selv, fra dem, der omgiver dem og fra den uddannelse, de er i gang med.

Hør Sarah Nipper fortælle i klippet øverst i artiklen, at selv om hun er glad for at gå i gymnasiet, så kender hun til presset.