Vandværker skal tjekke drikkevand for nyt sprøjtemiddel

Sprøjtemiddel, der er fundet i drikkevandet hos blandt andet vandværket i Esbjerg, kommer nu på overvågningsliste.

Drikkevandet skal fremover tjekkes for rester af sprøjtemidlet chloridazon. 

Det sker efter fund af midlet hos flere vandværker blandt andet i Esbjerg, Odense og Slagelse.

quote

Konklusionen er, at der ikke er en sundhedsrisiko med de fund, vi har set. Ikke desto mindre sætter vi stoffet på listen over stoffer, som vandforsyningerne obligatorisk skal måle for.

Mads Leth-Petersen, vicedirektør, Miljøstyrelsen

Beslutningen om at tilføje chloridazon til listen over sprøjtemidler, som vandværkerne rutinemæssigt tjekker for, er truffet på et møde i dag torsdag i det såkaldte drikkevandspanel.

Panelet består af Miljøstyrelsen og en række aktører på vandområdet.

- Konklusionen er, at der ikke er en sundhedsrisiko med de fund, vi har set. Ikke desto mindre sætter vi stoffet på listen over stoffer, som vandforsyningerne obligatorisk skal måle for, siger vicedirektør Mads Leth-Petersen, Miljøstyrelsen.