Vejlegården: 3F erkender fejl

3F indrømmer, at de har undervurderet den offentlige mening i sagen om Vejlegården. Efter weekendens fejlslagne forhandling har fagforningen modtaget massiv kritik.

Ord som blokade og blokadevagter har givet aktionen et dårligt ry, siger gruppeformand Henning Troelsen, 3F i Vejle, til P4 Trekanten.

- Vi har klart undervurderet den offentlige mening. Den spiller nemlig også en rolle på det lokale plan, fordi den part, der har den offentlige sympati også står bedst i forhandlingerne med modparten, siger han.

Jorden kalder 3F

Også i Ekstra Bladet, som ynder at kalde sig landet største arbejderavis, får 3F læst og påskrevet efter sammenbruddet i forhandlingerne.

"Jorden kalder 3F" er overskriften på Ekstra Bladets kommentar søndag.
Her kritiseres fagbevægelsens top for "at være ude af trit med samfundsudviklingen".

Særligt langer Ekstra Bladet ud efter landsformand Poul Erik Skov Christensen, som i et interview har forklaret folks manglende forståelse med ordene: "Man kan jo ikke tvinge dem til at forstå det".

Kun til gavn for Krifa

"Hallo, Poul Erik! Det handler om at overbevise folk. Ikke om at anklage dem for at være dumme i hovedet. Den slags kommunikation gavner kun ?de gule? som Krifa", skriver Ekstra Bladets kommentator.

Ikke forstået

Den lokale gruppeformand indrømmer også, at folk ikke har forstået, hvad den såkaldte "danske model" i arbejdsretten går ud på:

- Men det har vi heller ikke været i stand til at forklare. Vi har troet at kendskabet til den danske model var bedre end det har vist sig at være. Selv for vores egne folk har det været svært at forklare, hvad vores konflikt med Vejlegården drejer sig om, siger Henning Troelsen til P4 Trekanten.