TV der bevæger dig

NATUR

Så skete det igen: Vildsvinehegn skyld i at Lars måtte skyde rådyr

Lars Christian Jensen har flere gange aflivet dyr på grund af vildsvinehegnet. Problemet kan ikke løses fuldstændigt, lyder det fra skovrider.

Gårdejer Lars Christian Jensen var nødt til at skyde et rådyr, efter det var kommet alvorligt til skade i vildsvinehegnet ved den dansk-tyske grænse. Foto: Anni Kirkeby Lauridsen, TV SYD

Det blev ikke den onsdag morgen, som Lars Christian Jensen havde forestillet sig. Det blev faktisk en morgen, et syn og en oplevelse, som han helst ville have været foruden.

Et rådyr havde sat sig fast i vildsvinehegnet, der ligger tæt ved Lars Christian Jensens gård i Frøslev.

Den sønderjyske gårdejer så ingen anden udvej end at skyde dyret, da det lå og led.

- Det var rigtig trist at se, men jeg tænker, det er uundgåeligt, at sådan noget sker, siger Lars Christian Jensen.

Han har flere gange været vidne til vilde dyr, der har forsøgt at kæmpe sig på den anden side af vildsvindehegnet ved den dansk-tyske grænse. I stedet for er dyrene endt med at sidde fast i det hegn, der skal forhindre svinepest i at komme ind i Danmark.

VILDSVINEHEGNET

  • Vildsvinehegnet vil være et kraftigt stålmåttehegn, som er halvanden meter højt og går en halv meter ned under jorden. På strækninger langs grænsevandløb og grøfter kan hegnshøjden reduceres, fordi der kan opnås en voldgravseffekt foran hegnet.
  • Der vil være permanente åbninger i hegnet, hvor der nu er Schengen grænseovergange, og hvor der er større krydsende vandløb. Der bliver i alt 20 permanente åbninger i forbindelse med vandløb og Schengenovergange på den knapt 70 kilometer lange strækning.
  • Ved øvrige overgange langs grænsen indsættes der låger eller færiste. Der opsættes som minimum en låge for hver kilometer. Mellem lågerne etableres trin i hegnet, så man kan passere henover det.
  • For de mindre dyr etableres for hver 100 meter en 20x20 centimeter åbning i hegnet.

 

Kilde: Naturstyrelsen

Se mere

Derfor var onsdag ikke første gang, Lars Christian Jensen var tvunget til at skyde et dyr på grund af vildsvinehegnet.

- Det er jo en konsekvens af det, vi gør, og jeg håber, at Skov- og Naturstyrelsen vil gøre, hvad den kan for, at flere af de her tilfælde ikke sker, siger Lars Christian Jensen.

Vildsvinehegnet ved den dansk-tyske grænse skal forhindre afrikansk svinepest i at komme ind i Danmark.  Foto: Anni Kirkeby Lauridsen, TV SYD

Problemet kan ikke løses 

Styrelsen har allerede forsøgt at tænke rådyrene ind i opførelsen af vildsvinehegnet ved at designe det, så det generer de vilde dyr mindst muligt, det fortæller Bent Rasmussen, der er skovrider ved Naturstyrelsen.

- Vi har blandt andet undgået pigge foroven - og i stedet for lavet en glat overflade, siger han og understreger, at der altid er en vis risiko for, at dyr kommer til skade, når mennesker laver hegn i naturen.

- Vi må erkende, at vi ikke kan løse den her problemstilling fuldstændigt. Der er en chance for, at det sker igen, men jeg håber, at det er i meget begrænset omfang, siger Bent Rasmussen.

Tilbage i januar begyndte byggeriet af det 70 kilometer lange hegn, og det forventes at stå færdigt i slutningen af efteråret.  Foto: Anni Kirkeby Lauridsen, TV SYD