Bandekonflikt: Carl Christian lever midt i politiets visitationszone

Bandeuroligheder gør, at det meste af Esbjerg er en stor visitationszone, hvor politiet på åben gade kan foretage visiteringer uden konkret mistanke.

Når Carl Christian Rasmussen står ude i sin have, har han udsigt til både Kvaglundparken og Stengårdsvej, hvor de stridende parter i den aktuelle bandekonflikt i Esbjerg stammer fra. Han har boet på hjørnet af Degnevej og Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg i 44 år, og hvis nogen fra de to grupperinger vil over til “fjenden”, skal de forbi Carl Christians hus.  

- Den eneste adgangsvej mellem Kvaglund og Stengårdsvej, det er gennem lysreguleringen her. Så hvis der er nogen, der skal jagtes, så har vi politibilerne her forbi. Enten med lys eller med sirener eller begge dele. Så vi ser dem regelmæssigt, fortæller han til TV SYD.

quote

Vi oplever ikke balladen i det daglige.

Carl Christian Rasmussen, pensioneret skolelærer, Esbjerg

Syd- og Sønderjyllands Politi har indført en visitationszone i store dele af Esbjerg. Sådan har det været i de seneste fire uger. Zonen giver politiet ret til at visitere hvemsomhelst, der opholder sig i området. Også selv om politiet ikke har en begrundet mistanke om noget kriminelt.

Årsagen er længere tids opgør mellem to grupper af unge - fra henholdsvis Kvaglundparken og Stengårdsvej. Ifølge politiet er det to bander, som blandt andet kæmper om markedet for salg af narko.

Carl Christian Rasmussen bor lige midt i bandekonflikten på hjørnet af Degnevej og Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg.
Carl Christian Rasmussen bor lige midt i bandekonflikten på hjørnet af Degnevej og Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg.

Blinkende lygter regelmæssigt

Carl Christian Rasmussen synes ikke, han mærker meget til at bo i en visitationszone til daglig.

- Vi har ikke oplevet, at bandemedlemmer er blevet visiteret herude. Overhovedet ikke. Vi ser dog politibiler, der har travlt med at komme den ene eller anden vej. Vi ser blinkende lygter regelmæssigt, siger han.

Om den nuværende visitationszone er den rigtige måde at gribe situationen an på, er han ikke helt sikker på.

- Jeg kan ikke sige, det er det eneste rigtige. Men hvis politiet mener, det er den måde, man skal det til livs og have fat i dem, så må det jo være den måde, mener han.

Sen aktivitet på p-plads

Over for hans hus på Degnevej ligger en stor p-plads, hvor han har observeret, at flere biler nogle gange samles på samme tid om aftenen. Hvad der sker, er han ikke helt sikker på.

- Jeg har set engang imellem biler, der stopper på parkeringspladsen over på den anden side af gaden, sent aften. Og der kommer andre biler, der kører ind, og de forsvinder igen, og man kan jo godt have sine tanker. Men ... jeg har ikke overværet en handel. Det er kun en tanke, jeg har. Det er jo et mærkværdigt tidspunkt at stoppe dér, fortæller Carl Christian Rasmusssen, der er glad for at bo, hvor han gør.

- Vi er glade for vores have og generelt for at bo her. Vi oplever ikke balladen i det daglige, forklarer han.

Den midlertidige visitationszone gælder indtil på mandag. Politiet har endnu ikke taget stilling til, om den skal forlænges.