Kolleger har kopieret hinanden i 17 år
Relationer på arbejdspladsen er vigtige, siger erhvervspsykolog. To kvinder er gået hele vejen.
Det første, Shante Jesuratnam og Sabina Abildgaard Christensen gør, når de sætter sig i deres biler om morgenen, er at ringe til hinanden, inden de mødes på arbejdspladsen.
Vi får abstinenser, hvis vi ikke har talt sammen i to dage
Sabina Abildgaard, gatekoordinator
De har ens ringe. De har ens armbånd og øreringe. De har den samme tatovering det samme sted på kroppen. De bruger de samme hudprodukter og lægger den samme type makeup med lange vipper og negle. På arbejde har de ens uniformer på, og når de ses privat, går de efter ens tøj eller minimum den samme farve. De har ens sko. De har også ens jakker og designertasker, fordi de køber to af det samme, når de shopper sammen.
Du kan møde dem i tvSyd-programmet 'Billund Airport', som du kan se lige nu kvit og frit på tvSyd Play. Programmet sendes også hver lørdag klokken 19.30.
De to kvinder er kolleger og gatekoordinatorer i lufthavnen, hvor de lukker folk ind og ud af flyvemaskinerne. Det har de gjort i 17 år.
De er som de landskendte tvillinger Anders og Torben fra Holstebro bare uden at dele dna. De vil være så ens som muligt og er ligeglade med, hvad andre tænker.
- Vi taler mere med hinanden end med vores mænd. Vi får abstinenser, hvis vi ikke har talt sammen i to dage. Jeg plejer at sige, at min bil ikke vil starte, før jeg har ringet til Shante, siger Sabina.
Men det er ikke for sjov.
Ser man bag de lange vipper, negle og uniformen, har de to kollegaer måske fundet opskriften på et sundt arbejdsliv gennem næsten to årtier.
Dukkerne i lufthavnen
De to kvinder mødte hinanden i lufthavnen for 17 år siden, da Sabina skulle lære Shante op. De klikkede, og siden har de haft den samme faste arbejdsweekend. Ifølge Sabina er arbejdet en livsstil, som ikke er for alle. Arbejdstiderne varierer, og man arbejder på tidspunkter, hvor andre ferierer.
- Jeg er lykkelig hjemme, men jeg er også lykkelig på arbejde - meget fordi Sabina er der. Vores forhold er specielt og unikt, hvor vi sparrer, griner, græder og snakker sammen, siger Shante.
Sabina er enig.
- Det er en kæmpe livsgave, som vi værner om. Vi tænker ens og overlapper hinanden arbejds- og venindemæssigt, siger hun.
Det aparte parløb er også blevet bemærket af de cirka 800 kolleger i lufthavnen. Hvis kollegaerne ser den ene, spørger de, hvor den anden er henne. De er kendt på gangene som en enhed med samme udseende.
- Vi ved godt, at vi ligner to dukker, der går rundt med lange vipper, negle og stiletter. Det er sådan, vi er, og vi elsker den del af os. Der er en diva i os, som vi godt kan lide, siger Sabina.
- De spørger ofte om, hvad vi har at tale om efter 12 timer sammen, og så griner de af os på den gode måde. Der er sikkert også nogle, som synes, at vi er fjollede, siger Shante.
Kolleger får folk til at blive
Hvis man spørger Eva Gemzøe Mikkelsen, erhvervspsykolog gennem 25 år og lektor i arbejds- og organisationspsykologi på Institut for Psykologi på SDU, så er gode relationer afgørende for et godt arbejdsliv.
Hun udtaler sig generelt om relationer på arbejdspladsen.
- Sociale relationer på arbejdspladsen er utrolig vigtige. Forskning viser, at dårlige eller meget negative sociale relationer ødelægger folks trivsel og kan medføre alvorlige stresssymptomer som depression, siger hun.
Hun peger på, at mennesket som udgangspunkt er født til socialt samvær. Andre mennesker spiller en rolle ved at give anerkendelse og understøtter dannelsen af vores identitet og selvopfattelse.
I sit arbejde som erhvervspsykolog har hun interviewet hundredvis af arbejdstagere om deres arbejdsmiljø. Langt de fleste har nævnt det gode kollegaskab som det vigtigste for deres trivsel.
- Gode kollegiale relationer fungerer som en slags stødpude. Er man er presset eller chefen er træls, så kan man vende det med en god kollega. Man kan også sparre fagligt med hinanden og blive bedre, siger Eva Gemzøe Mikkelsen.
Men...
Hun fremhæver også den potentielle udsatte position, man kan komme i.
En lille i den store
Selvom Shante og Sabina er som to ærter i en bælg, så prioriterer de også andre relationer på arbejdspladsen. Deres lille tomandsgruppe er stærk, men de er også en del af en større vennegruppe, som også ses privat.
- Vi er den lille gruppe i den store gruppe, og det fungerer rigtig godt, siger Sabina.
Eva Gemzøe Mikkelsen fremhæver også, at små, tætte grupper skal kunne fungere udenfor deres lille miljø. En konflikt mellem to meget nære arbejdsrelationer kan også være en udfordring.
- Hvis en lille gruppe på en arbejdsplads isolerer sig fra de andre kolleger, kan det måske blive opfattet som et problem – især hvis den store gruppe oplever at den lille gruppe ikke bidrager til fællesskabet på arbejdspladsen.
Fem hurtige om Billund Lufthavn:
Samlet antal beskæftigede cirka 1.600-1.700, hvoraf cirka 800 er lufthavnens egne medarbejdere.
Offentligt ejet aktieselskab med primære aktionærer som lokale kommuner, herunder Vejle Kommune som den største med 34,3%.
Lufthavnen hedder Billund Airport og har en passagerterminal på 40.000 m², der er designet til at ekspedere 3,5 millioner passagerer om året.
Billund Lufthavn åbnede i 1964 i en gammel hangar med et enkelt kontroltårn og en 1.660 meter lang start- og landingsbane med asfalt.
Det første år gik 4.200 passagerer gennem lufthavnen. I 2024 var det vokset til 3.898.523.
Hvis det ikke bliver løst, så er der kort sagt to muligheder, ifølge erhvervspsykologen.
- Opsøg andre relationer eller forlad jobbet. Dårlige relationer er absolut medvirkende til et jobskifte.
Hvad nu hvis...?
Hvad gør du den dag, den anden stopper?
- Jeg arbejdede uden Shante under corona, og det var megahårdt og absolut ikke sjovt. Jeg skulle mærke efter, om jeg havde arbejdsglæde, når hun ikke var der. Jeg ville fortsætte i lufthavnen, men det ville ikke være det samme, siger Sabina.
- Jeg ville føle, at min bedre halvdel forsvandt. Men jeg er også så glad for arbejdet, at jeg ville fortsætte, siger Shante.
Shante og Sabinas arbejdsforhold er et eksempel på, at de bedste professionelle relationer kan være dem, der ikke kender grænserne mellem arbejde og venskab.
Du kan se 'Billund Airport' lige her, når du vil. Du kan også følge med hver lørdag klokken 19.30.