Nye tal for flyrejsende giver håb om normale rejsetilstande til sommer

Flere rejsende er vendt tilbage til Billund Lufthavn efter to år med usædvanlig stilhed i terminalen.

I Billund Lufthavn lægger de an til lysere tider.

Ifølge de nyeste passagertal ser antallet af flyrejsende lovende ud. For alene i januar 2022 gik omkring 100.000 rejsende over de ternede gulve i Billund Lufthavn igen.

Til sammenligning rejste kun 16.500 med fly i januar 2021, og derfor tror man i lufthavnen på, at rejsefeberen er vendt tilbage efter covid-19.

- Vi har en klar forventning om, at danskerne i høj grad vil ud at rejse denne sommer, og at vi i løbet af sommeren er tilbage på vores niveau i 2019, siger Jesper Klausholm, der er marketingchef i Billund Lufthavn.

Tro på rekordår i turistbranche

Det er ikke kun i Billund Lufthavn, at man tror på gode rejsetider.

Selvom flere danskere står til igen at søge udlandsrejsen, tror turistbranchen i Danmark på, at 2022 kan blive et rekordår. For her kan man mærke, at både tyskere og hollændere er begyndt at henvende sig om danske overnatningsmuligheder.

- Vi kan mærke, at de er begyndt at tro på det, siger Pia Bugslag, der er indehaveren af Hotel Fjordlyst i Aabenraa.

Den tro fra udlandet giver håb om en sommer, hvor udenlandske turister igen vil krydse den danske grænse.

- Vi håber, at alle vores udenlandske overnatninger kommer tilbage, og så er vi tilbage på vækstsporet. Det vil sige, at det bliver endnu et rekordår, siger Karsten Justesen, der er direktør i Destination Sønderjylland.