En række af SAS' flyafgange fra midnat og frem til kl. ca. 12 fredag er aflyst forebyggende på grund af en mulig overenskomstkonflikt mellem piloter og luftfartsselskabet.
205 afgange er aflyst, heraf 23 fra København, men umiddelbart ikke nogen fra Billund – oplyser SAS' pressetjeneste til TV SYD.
De fly, der med sikkerhed vil lette, er enten fra SAS' alliancepartnere i Star Alliance eller fra underleverandører, da de ikke bliver påvirket af strejken. Det er omkring 30 procent af afgangene. De sidste 70 procent forventes at blive ramt af en eventuel strejke.
- Vi har valgt at aflyse et antal flyvninger fredag morgen og formiddag, så vores kunder ikke tager forgæves til lufthavnene til fly, der er aflyst. Vi arbejder hårdt på at nå en forhandlingsløsning, og vi håber at komme til enighed med pilotforeningerne, som vi også har gjort det med andre medarbejdergrupper, siger pressechef Mariam Skovfoged fra SAS.
Skal du ud at flyve fredag?
- Du bør allerede nu have fået besked fra SAS, hvis dit fly er aflyst.
- SAS opfordrer kunder til at tjekke status på deres afgange, inden de tager i lufthavnen fredag.
- SAS opfordrer kunder til at følge med på sas.dk, hvor de nyeste opdateringer lægges ud. Kom direkte til siden med opdateringer her