Kommunen har gennemtræk på chefgangen
Usædvanligt mange chefer er fratrådt i Fredericia Kommune. Det koster penge og går ud over samarbejde og trivsel.
Der er gang i svingdøren i Fredericia Kommune. Hele 19 chefer og direktører har forladt kommunen, siden Jacob Bjerregaard blev borgmester i januar 2014. Det viser en aktindsigt til TV SYD.
Inden for de seneste ni år har kommunen haft fire forskellige borgmestre - og fire forskellige kommunaldirektører. Og gennemtrækket fortsætter.
Ved årsskiftet stoppede Jacob Bjerregaard (S) som borgmester efter beskyldninger om urent trav blandt andet ved købet af en byggegrund.
Derfor er der gang i en advokatundersøgelse i Fredericia. Den har ført til, at kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe er fritaget for tjeneste indtil videre, og tirsdag blev økonomi- og personalechef Tommy Abildgaard også sendt hjem.
Usædvanligt højt antal
De mange udskiftninger får professor Per Nikolaj Bukh til at spærre øjnene op. Han har skrevet bøger om offentlig ledelse.
- Det er meget usædvanligt med så stort et antal. Man kommer til at mangle deres viden og erfaring. Og det efterlader et vakuum, fordi der vil være beslutninger, som konstituerede chefer ikke vil træffe. Samtidig giver det store omkostninger til fratrædelsesgodtgørelse og til rekruttering af nye chefer, siger Per Nikolaj Bukh.
"Menige" siger også op
De tre seneste kommunaldirektører fik tilsammen 6,2 millioner kroner i fratrædelse. Den store udskiftning præger også kommunens medarbejdere.
- Det skaber uro i en organisation, og det får flere menige medarbejdere til at sige op. Desuden bliver der spildt en masse arbejdstimer, fordi medarbejdere bruger tid på at tale om rygter i stedet for at sagsbehandle, siger Per Nikolaj Bukh.
Viceborgmester: Stort problem
Nogle ledere er gået på pension eller har selv sagt op. Andre er blevet opsagt, ofte med en besked om at kommunen ledte efter ”en anden profil”. Men uanset årsagerne så er det et stort problem, mener viceborgmester Susanne Eilersen (DF).
- Det er noget, vi skal kigge på fremadrettet. For når vi mister chefer, så mister vi en masse viden og erfaring. Samtidig giver det et billede af, at kommunens arbejdsmiljø ikke har været så godt, og det er vigtigt, at kommunen er et rart sted at arbejde, siger hun.
I sidste ende kan det koste gode ansøgere.
- Det kan blive svært at rekruttere nye chefer, når der er uro og dårligt arbejdsmiljø. Det er vigtigt, at vi får taget hånd om problemerne, siger Susanne Eilersen.