Politikerne i Fredericia har i årevis kendt til rygter om forbudt forhold

Rygterne om en tæt relation mellem den tidligere kommunaldirektør og borgmesteren i Fredericia har flere byrådspolitikere kendt til allerede i begyndelsen af 2019, viser en rundringning, som TV SYD har lavet.

Rygtet om, at Fredericas tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S) og den nu tidligere kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe skulle have en tæt relation til hinanden, har floreret blandt alle kommunens politikere i årevis. 

Det viser en rundringning, som TV SYD har lavet til de 21 byrådsmedlemmer i Fredericia Kommune.

Nogle kendte allerede til rygtet i begyndelsen af 2019, hvor flere havde set de to danse kinddans til en julefrokost. Flere fortæller også, at de har set en tæt relation ved andre lejligheder.

Den nuværende borgmester i Fredericia, Steen Wrist Ørts (S), fremlagde fredag resultatet af en undersøgelse, som advokatfirmaet Horten har lavet. Horten anbefaler, at Bjerregaards køb af en kommunal byggegrund tilbage i 2016 samt en mulig affære mellem eksborgmesteren og forhenværende kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe bør efterforskes af politiet.

Advokatfirmaet Horten skriver i sin rapport, at de to kommunale spidser måske har skjult vigtige oplysninger om deres relation for byrådet i Fredericia. Det vil ifølge advokatundersøgelsen været dybt problematisk og et spørgsmål om inhabilitet og pligtforsømmelse.

Både Jacob Bjerregaard og Annemarie Zacho-Broe afviser begge i undersøgelsen, at de har haft et "nært forhold" .

Tæt omfavnelse til KL-møde

Også byrådsmedlemmet fra Dansk Folkeparti Inger Nielsen har med egne øjne set, hvad hun betegner som en tæt relation.

- Kan ikke helt huske hvornår. Jeg tror dog, det var i efteråret 2019, hvor jeg bemærkede, at der var en tæt omfavnelse mellem de to, fortæller hun.

- Det var til et KL-møde, hvor Jacob Bjerregaard typisk ikke ville deltage. Jeg er typen, der går tidligt i seng, så jeg ved ikke, hvad der er sket, mens jeg har sovet på mit eget værelse, siger hun.

- Det er altid nemt at være bagklog

Blandt socialdemokraterne har rygtet været alment kendt. Blandt andet tog Tina Horne rygterne med til partigruppen, da hun stødte på dem i efteråret 2019.

- Jeg vender det med min gruppe, hvor jeg får at vide, at nogle af mine kolleger har taget snakken med Jacob Bjerregaard. For mig er sagen dermed afsluttet, siger hun.

- Selvfølgelig burde jeg have fremstillet det i byrådet. Det er altid nemt at være bagklog, fortæller Tina Horne.

Hvem vidste hvad - og hvornår?

I grafikken herunder kan du trykke på de enkelte byrådsmedlemmer og læse, hvornår de hørte om rygterne, og se deres forklaring på, hvordan de håndterede rygterne. Grafikken fungerer bedst, hvis du benytter desktop frem for mobiltelefon.