Epidemihistorie: Hverdagen med covid-19 skal huskes for fremtiden

Esbjerg Byhistoriske Arkiv vil i samarbejde med Ældresagen og Cirkus- og Teatergruppen Fugl Phønix indsamle og sikre viden om vores hverdag under coronaen.

Hvad tænkte du, da statsministeren den 11. marts lukkede Danmark? Hvordan forestillede du dig, det ville påvirke din dagligdag, og hvor længe troede du, de ekstraordinære forhold ville vare? Hvad, tænkte du, ville lukke, hvad, forestillede du dig, stadig ville være åbent? Tænkte du dig konfirmationer, bryllupper og private fester aflyst eller udsat? 

Esbjerg Byhistorisk Arkiv vil gerne have svar for at kunne tegne et billede af dagene i coronaens skygge – for fremtiden. Arkivet har derfor bedt folk om at levere eksempelvis dagbogsnotater, breve, tanker på skrift, digte og andre brikker til det store puslespil, der samlet vil vise et mere klart og forståeligt billede af vores liv – dengang i år 2020.

Herunder er nogle eksempler på materiale, arkivet allerede har indsamlet.

Knud Anders Gorritzen.
Knud Anders Gorritzen.
Foto: Finn Grahndin

Avis binder familie sammen 

Familien Gorritzen fandt på en idé, der ikke alene fortalte om de ekstraordinære dage, men også kunne binde de 60 familiemedlemmer sammen. Så de har udgivet en "avis" om og med hinanden. 

- Det var min søsters ide, og jeg synes, den er glimrende, for den er med til at holde fast i os selv som familie i en tid, hvor vi ellers er ret isolerede fra hinanden, siger pensionist Knud Anders Gorritzen.

Mine tænder raslede i munden 

Pensionist Doris Ellegaard har også bidraget. Med håndskrevne breve, der fortæller om hendes mange tanker i forbindelse med den historiske tid under coronavirussen.

- Jeg græd, da de lukkede grænsen. Det vækkede dårlige minder fra krigens tid, syntes jeg.

Den 90-årige kvinde har selv oplevet at blive ramt af en epidemi. Som barn blev hun et af ofrene for mund- og klovsyge i Danmark.

- Alle mine negle havde ligesom ikke forbindelse til kødet, og mine tænder sad, som om de raslede inde i munden, og hele svælget var fyldt med blærer ligesom på kreaturerne, fortæller hun.

Ligeledes bidrager både Knud Anders Gorritzen og Doris Ellegaard også med deres oplevelse af isolationen under coronakrisen, hvor især besøget af familien mangler.

- Det savner jeg, siger Doris Ellegaard.

Begge holder de fast og håber, de dårlige tider snart bliver aflyst af bedre tider.

Doris Ellegaard skriver sine tanker ned og sender dem til Esbjerg Byhistoriske Arkiv.
Doris Ellegaard skriver sine tanker ned og sender dem til Esbjerg Byhistoriske Arkiv.
Foto: Finn Grahndin

Her kan du bidrage til historien

Folk, der bidrager til Arkivets indsamling, kan eventuelt svare på spørgsmål som:  

Ændringer i de daglige rutiner – hvornår på dagen køber du ind, forsøger du at samle dine indkøb, og vælger du nogle butikker fra?

Kontakt med familie/børnebørn og venner – hvordan foregår det, og hvad taler I om? Få børn og børnebørn til at skrive eller tegne om deres oplevelse i denne coronatid.

Corona- eller covid-19-epidemi: Har du oplevet epidemier tidligere og f.eks. være holdt hjemme fra skole p.g.a. skarlagensfeber eller andre, smitsomme sygdomme?

Vandreklasser eller skolegang hver anden dag: Hører du til de store årgange, har du måske oplevet at gå i skole på forskellige adresser, gået i skole hver anden dag eller lignende.

Corona-vitser er også historie

PS Arkivet indsamler også gerne vitser og jokes om tiden, vi oplever nu. Læs to gode herunder.

  • Kinesiske forskere har nu identificeret patient nul til coronavirus. Hans navn er Ah-Chu.
  • Det er nu dag tre uden fodbold i flimmerkassen. Jeg fandt en kvinde i sofaen ved siden af mig. Det var åbenbart min kone, hun virker sød.