Første dag med fjernundervisning: - Det er meget specielt

Mandag begyndte en anderledes skolehverdag for børn og unge landet over med digital undervisning.

23 elever fra Rybners Gymnasium havde mandag sat sig med hver deres computer derhjemme. De skulle blive klogere på handelsteorier, når deres lektor Mette With Hagensen gik på skærmen i faget International Økonomi.

En ny skolehverdag er nemlig startet mandag, hvor elever over hele landet skal modtage virtuel undervisning.

Og selvom der selvfølgelig er forståelse for, hvorfor det hele skal foregå digitalt, var reaktionerne hos eleverne blandede.

- Det er ganske udmærket. Man er selvfølgelig lidt bælgøjet, når man skal kigge ind i en skærm fra klokken 8 af, men det er en god innovativ måde at gøre det på, fortæller Daniel Haahr Jensen fra 2.g på Rybners Gymnasium.

Hans klassekammerat Sophia Sindberg stemmer i.

- Det er meget specielt. Man skal lige vænne sig til at få det til at fungere online i stedet for at møde op i et klasselokale, siger hun.

Ikke uden udfordringer

Mette With Hagensen går de to digitale uger i møde med oprejst pande og forsøger at få det bedst mulige ud af situationen. Men den nye hverdag er ikke uden udfordringer.

- Hvis det kun er 14 dage, så tror jeg, vi overlever. Men hvis det bliver længere end det, så tror jeg, at det bliver svært, siger lektor Mette With Hagensen fra Rybners Gymnasium.

Når undervisningen skal afvikles, er de stærkt afhængige af, at alle kan være med på de digitale platforme, men allerede i dag var der pres på internettet.

- Vi bruger Microsoft Teams, som stort set resten af verden også gør, så det er lidt overbelastet. Det må vi leve med. Det er en særlig situation, og så lever vi med at alt ikke spiller hele tiden, siger Mette With Hagensen.

Savner at gå i skole

Selvom det er godt med tålmodighed til nettet, er der også gode ting at tage med fra hjemmeskolingen, mener Mette With Hagensen.

- Fordelen ved den virtuelle undervisning er, at du hele tiden er i kontakt med eleverne, og du kan hele tiden interagere med dem. De gemmer sig ikke i aulaen, og de kan hele tiden stille spørgsmål.

Selvom det er muligt at kommunikere med alle over computeren, glæder gymnasieeleven Sophia Sindberg sig alligevel til, at hjemmeskolingen er fortid.

- Jeg havde aldrig troet, jeg skulle sige det, men jeg savner da at være i skolen og være sammen med klassen, siger Sophia Sindberg.