For syvende dag i træk stiger coronasmitten en smule i landsdelen

Vi nærmer os igen 1.000 smittede den seneste uge i landsdelen. Lørdag lyder tallet nemlig på 992.

992 personer fra Syd- og Sønderjylland er den seneste uge konstateret smittet med coronavirus. Det viser lørdagens opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Dermed fortsætter smitten for syvende dag i træk med at stige en lille smule her i landsdelen. Fredag lød tallet på 986.

Vejle, Kolding og Horsens har fortsat det højeste antal smittede i landsdelen. 

I Vejle lyder tallet på 189 smittede, mens Horsens og Kolding følger trop med henholdsvis 148 og 138 smittede. 

Efter en længere periode med nul og ét enkelt smittetilfælde, er otte personer på Fanø nu konstateret smittet. På grund af kommunens lave indbyggertal giver det et incidenstal på 232,6 smittede per 100.000 indbyggere. Det niende højeste i hele landet. 

KommuneTilfældeIncidens
Fanø8232,6
Esbjerg9178,9
Varde2856,4
Billund1245,2
Vejle189160
Hedensted3370,2
Horsens148158,8
Fredericia61118,7
Kolding138148,3
Vejen59138
Haderslev5395,8
Sønderborg92125,1
Aabenraa4068,5
Tønder40108,3
Statens Serum Institut

På landsplan

Der er det seneste døgn registreret 1.024 smittetilfælde i Danmark.

Det daglige antal coronasmittede er derfor fortsat stabilt omkring de 1.000, som det har været i en måneds tid.

80.293 PCR-test er analyseret siden fredag, og det giver en positivprocent på 1,28, hvilket er det samme som fredag.

Antallet af indlagte med coronavirus er fortsat 115 personer. Der har været 30 nye indlæggelser, mens 30 personer er blevet udskrevet.

11. august rundede indlæggelsestallene de 100 igen efter godt to måneder med under 100 indlagte.

Af de 115 patienter er 15 på intensivafdeling, mens syv af dem får hjælp af en respirator.

68 procent af befolkningen er færdigvaccineret

Der er det seneste døgn givet omkring 33.400 vaccinestik, viser en opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Samlet set har 74,5 procent af befolkningen påbegyndt deres vaccinationsforløb. Det svarer til 4,36 millioner personer.

I alt 68,2 procent af befolkningen regnes nu som færdigvaccineret. Det er i alt 3,99 millioner borgere.

I øjeblikket bliver vacciner tilbudt alle personer, der er fyldt 12 år.