Skrappere corona-regler i Tyskland: Husk mundbind når du kører efter dåseøl

Når det fra næste uge igen bliver muligt at tage på shoppingtur syd for grænsen, venter der skrappere corona-regler end i Danmark.

De første farvestrålende reklamer med slagtilbud fra de tyske grænsebutikker er for længst dukket op i postkassen.

Og om ganske få dage bliver det igen muligt at krydse grænsen for at handle.

Derfor gør grænsebutikkerne og Flensborg by nu opmærksom på, at der gælder andre sundhedsforanstaltninger i Tyskland end i Danmark.

Uden et mundbind, der dækker mund og næse, er der ingen adgang til hverken butikker, frisører, museer  eller offentlige transportmidler.

Mere afstand

Der gælder også andre afstandsregler. 

I Danmark kræves der én meters afstand, mens Tyskland kræver en afstand på halvanden meter. Det betyder, at der kan være færre kunder i butikkerne per kvadratmeter end herhjemme.

På hoteller, restauranter og kroer er der også andre hygiejneregler end i Danmark. Nogle steder kræves der mundbind. Samtidig skal gæster aflevere navn og adresse for at lette en eventuel smittesporing.

Flere af grænsebutikkerne gør også opmærksom på de skrappere regler. Her bliver der flere steder solgt mundbind ved indgangen.