Smitten falder i Syd- og Sønderjylland, men stiger i Slesvig-Holsten

Torsdagens tal viser, at der den seneste uge er konstateret 563 coronasmittede i TV SYDs sendeområde, hvilket er et fald i forhold til onsdag. Syd for grænsen stiger smitten stadig.

Torsdag er der i løbet af de sidste syv dage konstateret 563 coronasmittede i de 14 kommuner, TV SYD dækker. Det er et fald på 20 siden onsdag.

Det største fald er sket i Vejle Kommune. Her er der nu konstateret 67 smittede inden for de sidste syv dage, og det er 14 færre smittede i forhold til i går. Det betyder, at incidenstallet kommer op på 58 smittede per 100.000 indbyggere i løbet af de seneste syv dage.

Derudover er smitten faldet mest i Esbjerg, Kolding og Horsens kommuner. Esbjerg har syv færre smittede i forhold til i går, og Kolding og Horsens har begge fem færre smittetilfælde.

Alligevel er antallet af smittede per indbygger stadig højt i kommunerne. Der er konstateret 49 smittede per 100.000 indbyggere i Esbjerg Kommune i løbet af de seneste syv dage. Det tal er 67 for Kolding og 62 for Horsens. Samtlige 14 kommuner, TV SYD dækker, ligger over bekymringsgrænsen på 30 smittede per 100.000 indbyggere inden for de seneste syv dage.

Smitten er steget mest i Sønderborg Kommune. Her er nu 49 smittede inden for de sidste syv dage, og det er 11 mere end i går. Det betyder, at der nu er 66 smittede per 100.000 indbyggere i løbet af de seneste syv dage.

Se smittetallene for din kommune på kortet herunder.

Smitten stiger stadig syd for grænsen 

På landsplan er der registreret 860 smittede i løbet af det seneste døgn. Det er det fjerdehøjeste antal nye smittede på et enkelt døgn, men også et fald i forhold til i onsdags, hvor tallet var 1017 nye smittede.

Syd for grænsen går smitten i den forkerte retning. Der er der nu 46 smittede per 100.000 indbyggere inden for de seneste syv dage i delstaten Slesvig-Holsten. Det er næsten en fordobling i forhold til sidste torsdag, hvor der var konstateret 24 smittede per 100.000 indbyggere inden for de sidste syv dage.

Det er særligt amterne omkring Hamborg, der trækker smittetallet op for hele Slesvig-Holsten. Men i Nordfriesland Kreis og Schleswig-Flensburg Kreis, der grænser op til Danmark, er smittetallet også stigende. I Nordfriesland Kreis er der konstateret 49 smittede inden for de sidste syv dage og 41 i Schleswig-Flensburg Kreis.

Torsdag er samtidig dagen, hvor Udenrigsministeriet opdaterer sine rejsevejledninger. Hvis smitten i Slesvig-Holsten bliver ved med at holde sig over 30 smittede ugentligt per 100.000 indbyggere, kan det betyde, at Slesvig-Holsten ændrer farve fra gul til orange i Udenrigsministeriets rejsevejledninger.