Sparekasse sætter 60 millioner kroner af til Coronatab

Den Jyske Sparekasse kommer ud af årets første tre måneder med et underskud på 29 millioner kroner.

Sparekassen, med hjemsted i Grindsted, kom inden coronakrisen ellers godt fra start i 2020 – men blev ligesom resten af Danmark ramt, da samfundet i marts lukkede ned.

Det betød, at sparekassen øgede nedskrivningerne med 60 millioner kroner på basis af et ledelsesmæssigt skøn, der skal dække de anslåede konsekvenser af krisen. Nedskrivningerne påvirker resultatet for 1. kvartal 2020 negativt, hvilket dermed udgør et underskud på 29 millioner kroner før skat.

- Vi oplever endnu ikke et stort antal kunder med konkrete problemer, men vi er på forkant med at rådgive dem, der har behov for det. Om der kommer flere konsekvenser af krisen på et senere tidspunkt, er dog svært at spå om, og derfor er vi nødt til at tage vores forbehold, siger adm. direktør Claus E. Petersen i en kommentar til kvartalsregnskabet.

Det videre forløb af krisen har meget stor betydning for sparekassens forventninger til 2020, herunder især til udviklingen i nedskrivningerne på udlån og det generelle aktivitetsniveau. Ud fra dette forventer sparekassen nu et resultat før skat i niveauet 10 – 70 millioner kroner i 2020, selvom vurderingen er forbundet med stor usikkerhed.

Den Jyske Sparekasse

  • Den Jyske Sparekasse blev grundlagt i 1872 under navnet Grindsted-Grene og Omegns Spare- og Laanekasse.
  • Den Jyske Sparekasse har gennem årene fusioneret med en række mindre sparekasser i Jylland, hvilket har udvidet sparekassens markedsområde. 
  • I dag har Den Jyske Sparekasse 19 filialer i Jylland – fra Farsø i nord til Tinglev i syd og er Danmarks 15.-største pengeinstitut.
  • Hovedkontoret ligger stadig i Grindsted.