Speedway-sæsonen bliver udskudt

Årets speedway-sæson skulle være startet på onsdag. Men nu bliver den udskudt på grund af coronavirus.

Speedwayfans må vente med at indfinde sig på speedwaystadions til senere på året.

Ligaforeningen har nemlig besluttet at suspendere speedwaysæsonen med håb om at gennemføre den senere på året.

Det skriver Metal Speedway League i en pressemeddelelse.

Ligaen skulle ellers være startet på onsdag 29. april. Nu er planen at skyde den i gang i starten af juni.

Beslutningen om at udskyde speedway-sæsonen blev taget ved et møde i Esbjerg torsdag aften. Her mødtes de syv danske speedway-klubber for at drøfte situationen med corona-virus og forsamlingsforbud.

Jacob Olsen er direktør for Vojens Speedwaycenter og direktør for liga-holdet Sønderjylland Elite Speedway (SES). Han var med til mødet og er ærgerlig over - men ser det som nødvendigt - at udskyde sæsonen.

quote

Sundheden må komme i første række. Men samtidig vil vi gerne i gang med vores liga så hurtigt som muligt, for vi vil gerne undgå, at nogen af klubberne går konkurs

Jacob Olsen, direktør, Sønderjylland Elite Speedway

Der var ifølge Jacob Olsen enighed i Ligaforeningen om, at det er vigtigt snart at få gang i speedway-hjulene igen, så sporten kan reddes ud af coronakrisen. Derfor er planen også, at ligaen skal køres i 2020 - også selvom det bliver en komprimeret sæson med færre løb.

– Kørerne har jo nogle kontrakter, og de skal have løn. Derudover er billetsalget jo styrtdykket i forhold til det, vi er vant til. Der er rigtig mange klubber, der ikke har fået den indtægt, de havde budgetteret med, siger Jacob Olsen til TV SYD.

Jacob Olsen er direktør for Vojens Speedway Center og er søn af den legendariske speedway-kører Ole Olsen.
Jacob Olsen er direktør for Vojens Speedway Center og er søn af den legendariske speedway-kører Ole Olsen.

EM, DM og Grand Prix i Vojens

Jacob Olsen er i den specielle situation, at han ud over løbene i ligaen også arrangerer Grand Prix den 12. september, DM-finale den 30. september, og en EM-afdeling, der efter planen skal afholdes henholdsvis 20. juni.

– Vores indtægter er baseret på de her store løb. Specielt Grand Prixet er meget vigtigt for os at få afviklet under normale omstændigheder, siger Jacob Olsen.

På nuværende tidspunkt gælder forbuddet mod store forsamlinger til og med august. Derfor er direktøren fra Vojens fortrøstningsfuld, hvad Grand Prixet angår.

– Som situationen er nu, håber og tror jeg, at vi kan afvikle Grand Prixet. For selvom vores sponsorer stadig bakker op, er vi jo presset af, at vores indtægter er væk, forklarer Jacob Olsen.

Fem af de syv danske speedway-klubber ligger her i landsdelen, nemlig Grindsted, Varde, Holsted, Esbjerg og Vojens.