De mødes for at strikke mod kræft

Christa Andersen er en af over 70 strikkenørder, der i weekenden har været samlet på TV SYD for at strikke, hygge og samle penge ind til Knæk Cancer.

- Vi har nok alle sammen været i berøring med den sygdom, fortæller Christa Andersen fra Snohøj ved Fredericia om, hvorfor hun har valgt at bruge sin søndag på at strikke og samle penge ind til Knæk Cancer på TV SYD.

Selv har hun mistet en nevø til sygdommen, og flere andre i hendes familie og vennekreds har været syge med kræft.

Og når den slags sker, så er det rart at kunne sætte sig ned med et strikketøj.

- Når man strikker, så får man ro til at tænke tingene igennem, fortæller Christa Andersen, der har strikket hele sit liv, og som også har været med til at starte flere strikkegrupper i Fredericia.

Søndag er hun og et par veninder taget sammen til Knæk Cancer strikke-workshop på TV SYD. I løbet af weekenden har i alt 70 strikkere været omkring TV SYD, og lige nu er de 35 strikkere i lokalet i gang med at strikke en tulipan efter en opskrift, der er delt rundt.

De har en time til udfordringen, og så bliver alle tulipanerne sat på auktion - til fordel for Knæk Cancer.

Og det er en god måde at støtte på, mener Christa Andersen.

quote

- Det hjælper i hvert fald ikke, at vi sidder med hænderne i skødet og græder.

Christa Andersen, Fredericia

- Det hjælper i hvert fald ikke, at vi sidder med hænderne i skødet og græder, siger Christa, der dog også er kommet til strikkeworkshop fordi hun bare elsker at strikke.

- Vi er nok bare allesammen nogle strikkenørder, og så er workshoppen en god anledning til at støtte en god sag, siger Christa Andersen.

 

En af dagens opgaver var, at skrive et vers mod kræft. Hver gruppe fik to ord, der skulle være med i sangen. Her opfører et af holdene deres vers, der er skrevet på kun ti minutter.