45-årig fører af lægeambulancebil frikendt efter dødsulykke

Retten i Esbjerg har mandag frifundet en 46-årig fører af en lægeambulance for anklage om uagtsomt manddrab.

Lægebilen med den i dag 46-årige mand bag rattet ramte under udrykning den 28. april en anden bil, hvor føreren, en 63-årig mand, mistede livet.

Anklager Malene Ann Hansen fra Syd- og Sønderjyllands Politi førte sagen for anklagemyndigheden og gik efter en bødestraf til manden.

Hun oplyser efter mandagens retsmøde, at retten ud fra en samlet vurdering med vægt på en række enkeltheder blandt sagens detaljer er nået frem til at frifinde manden.

Ulykken fandt sted den 28. april cirka klokken 14.55, hvor lægebilen kom kørende ad Tingvejen i nordøstlig retning med blink og sirene.

Her ramte lægebilen en Kia Stonic, som blev ført af den 63-årige mand. Han var kørende fra samme retning og var ved at dreje til venstre i krydset.

Høj fart

Ifølge sagens anklageskrift havde lægebilen en fart på cirka 135 kilometer i timen, da føreren foretog en overhaling umiddelbart foran vejkrydset ved Siggårdsvej. Oversigten var desuden begrænset, lyder det.

Politiets vagtchef oplyste efter ulykken, at personerne i lægebilen ydede akut førstehjælp til den 63-årige, der var alene i bilen.

Anklagemyndigheden hos Syd- og Sønderjyllands Politi vil nu overveje, om man synes, sagen bør ankes til Vestre Landsret. Herefter vil man komme med en indstilling til Statsadvokaten i Viborg, som træffer afgørelse om, hvorvidt sagen skal ankes eller ej.