Bekymret skibsreder satte Oliedanmark igang

Læs historien om dengang Danmark vågnede op til det sorte guld. Nu slutter eventyret.

Det har ikke altid ligget i kortene, at Danmark skulle blive et land, der eksporterede olie. Groft sagt var det måske et mindre tilfælde, der var skyld i hele udviklingen af Danmark som olienation. Et tilfælde som grundlæggeren af skibsrederiet Mærsk, havde en andel i.

Den 1. november 1960 satte den dengang 84-årige A.P. Møller sig til at skrive et brev. A.P. Møller var på det her tidspunkt først og fremmest skibsreder, så reelt var han lidt på udebane. Brevet var til den daværende socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann.

Brevet til Viggo Kampmann

Med Anden Verdenskrig i baghovedet var A.P. Møller altså bekymret for en tysk opslugning af Danmark og danske interesser. Grunden til, at A.P. Møller udtrykte sin bekymring, var, at Ministeriet for Offentlige Arbejder i oktober samme år havde haft orienterende forhandlinger med Deutsche Erdöl Aktiengesellschaft.

Det tyske selskab havde tidligere fundet olie i Holsten, og nu ville det gerne undersøge undergrunden i Sønderjylland. Det gjorde skibsrederen bekymret. Skulle nogen have glæde af oliefund i Danmark, så burde det være et dansk selskab, lod til at være skibsrederens tankegang.

Brevet til statsminister Kampmann var måske nok et kort et af slagsen, men den efterfølgende betydning for både Mærsk og det danske samfund var alt andet.

A.P. Møller fik tildelt en 50-årig eneretsbevilling til efterforskning og produktion af olie og gas i Danmark. Dansk Undergrunds Consortium (DUC) blev dannet i 1962 for at assistere A.P. Møller. Med i samarbejdet var også olieselskaberne Shell og Gulf.

Det lagde kimen til, at Danmark den dag i dag kan kalde sig en olienation. Historien om, hvorvidt A.P. Møller var klar over, at der var store penge at hente i Nordsøen, lader vi stå ubesvaret.

Når man takker ja til en eneretsbevilling på efterforskning af den danske undergrund, siger man samtidig også ja til, at man vil udøve reel efterforskning. For den, der har evnen, har pligten, fristes man til at sige.

Olieboring på dansk grund

Olieproduktion var på denne tid en bekostelig affære - og derfor også risikabel.

Tidligere havde det amerikanske olieselskab Gulf fået en koncession, som gav tilladelse til at bore efter olie og gas i Danmark ud til den såkaldte tre-mile-søgrænse. Gulf borede fra 1947 og seks år frem meget apropos 18 runde huller i den danske undergrund uden at finde et eneste spor af olie. Herefter prøvede Esso lykken på land. De borede 11 huller, inden de opgav boretilladelse. I alt 29 boringer i Danmark, som alle var knastørre.

Først senere i forbindelse med en international konvention kom Nordsøen med som efterforskningsområde.

Skepsis var altså et nøgleord, når man snakkede fremtidsudsigterne for olie- og gasproduktion fra Nordsøen i årene omkring 1960.

Ingen kan rigtig blive enige om, hvem der sagde det, men ifølge Morten Hahn-Pedersen, historiker og offshore-ekspert, var det en norsk geolog, der dristede sig til at udtale: “Jeg vil drikke al den olie, der må være i Nordsøen”.

Til trods for den tids moderne tekniske virkemidler, anslog folk fra oliebranchen, at chancen for at ramme olie ved efterforskningsboring var 1:9. Muligheden for, at fundet kunne udnyttes kommercielt, var 1:30. En olieboring på land kostede på dette tidspunkt 15 til 20 millioner kroner. Dertil blev det vurderet, at en offshoreboring var langt dyrere og mere risikabel. Med inflation indregnet svarer de 20 millioner kroner fra 1960 til omkring 260 millioner i dag.

Seks år senere i 1966, så det pludselig en lille smule anderledes ud.

Olie fundet!

I september 1966 fandt boreskibet GLOMAR IV kulbrinter ved DUC’s første prøveboring i den danske del af Nordsøen. Håbet blev tændt.

I bevillingen, som DUC fik, var også det krav, at fandt man olie eller gas i Nordsøen, var man også forpligtet til at producere.

Sådan var det også her.

Den 4. juli 1972 kunne DUC indlede den første olieproduktion 200 kilometer vest for Esbjerg på det såkaldte Dan-felt.

Omtrent en måned senere 1. august 1972 bragte tankskibet Marie Mærsk den første olie i land til det, der blev en festdag. Hans Kongelige Højhed Prins Henrik fik æren af at åbne den ventil, der sendte den første olie i land.

Den helt store olie-fest lod dog vente på sig. I starten var det ikke en kæmpeindustri.

Nok var den første olie pumpet hjem, men der var stadig ingen garanti for, at det overhovedet kunne betale sig at producere den.

Et af de første problemer, der opstod, var, at olien var sværere at indvinde, end man regnede med.

Først i 1988 kunne DUC endelig notere sig plus i kassen efter massive milliardinvesteringer.

I 1991 blev Danmark for første gang selvforsynende med olie og gas og har sidenhen ikke sådan rigtig set sig tilbage.