Børnehavebørn er blevet kunstnere

31 helt almindelige børnehavebørn har fået sig en ualmindelig oplevelse. De kan alle prale af i en alder af 5 år at være udstillet på et rigtigt kunstmuseum.

31 genbrugsmalerier, prydet med glimmer, pailetter og maling i klare farver, pryder lige nu væggene på Ribe Kunstmuseum.

Og selvom der ikke er nogle kendte kunstnernavne bag de mange malerier, så er kunstnerne alligevel helt specielle.

De er omkring 5 år gamle og går i børnehaverne Paraplyen i Roager og Børnebo i Egebæk.

Børnemaleri
Foto: Ribe Kunstmuseum

De kunstneriske værker hænger i de to udstillingsrum, der er i kælderen på Ribe Kunstmuseum.

Ikke helt gået op for børnene

Lene Bromerholm, der er pædagogisk leder i Børnehus Syd, glæder sig over, at børnehavebørnene har fået at udstille deres værker.

- Vi er helt vildt stolte af det her, og det tror jeg også, at børnene kommer til at opleve, når de ser, at deres malerier hænger på et rigtigt kunstmuseum, siger hun.

Børn er kunstnere
Foto: Ribe Kunstmuseum

Hun fortæller, at de også allerede oplever, at børnene er stolte - men at det nok ikke helt er gået op for dem, hvad der er blevet gjort af deres malerier endnu.

- Jeg tror ikke, vi får deres egentlige reaktion, før de kommer ind og ser malerierne på Ribe Kunstmuseum, siger Lene Bromerholm.

Børnene har været projektledere

Alle dagsinstitutioner i Ribe har i 2021 været med i et projekt under navnet "Vi tager nysgerrigheden i hånden".

Her har de aspirerende kunstnere været en tur forbi kunstmuseet i Esbjerg for at hente inspiration. Og derfra har de taget nysgerrigheden i egen hånd.

- Det har været vigtigt for os, at børnene selv har været nysgerrige, eksperimenterende og undersøgende. Produkterne skulle ikke være ens, det var vigtigt, at det var børnenes egne værker, siger børnehavelederen.

Børn er faktisk kunstnere
Foto: Ribe Kunstmuseum

Og det er også kommet til udtryk i værkerne.

- Det er dejligt at se børns umiddelbare tilgang til kunsten, og hvordan de har skabt billeder af ting, der betyder noget for dem, siger Anne-Mette Villumsen, der er direktør for Ribe Kunstmuseum.

Hun håber, at børnenes malerier vil inspirere andre børn - og voksne - til at udforske glæden ved kreativt arbejde.

Udstillingen vises til og med vinterferien i uge 7, og i lokalerne ligger der tegnemateriale fremme på borde, så gæster har mulighed for selv at blive inspireret og være kreative.

Børnehavekunst 2
Foto: Ribe Kunstmuseum