EfB vil være med i midten af Superligaen

EfB tror på, at de kan spille med i midten af Superligaen efter otte point i de sidste fire kampe.

Otte point i de seneste fire kampe har både givet arbejdsro og tro på tingene i Esbjerg fB. Med en sejr i mandagens hjemmekamp mod Randers kan holdet kravle op i midten af Alka Superligaen.

EfB har dog ikke besejret Randers siden pokalfinalen i maj 2013, og cheftræner Michael Pedersen varsler en ny vanskelig opgave.

- Holdet er meget disciplineret, svært at nedbryde - og har evnen til at slå til i samtlige 90 minutter. Det kræver tålmodighed, og at vi er vågne i hele kampen, siger cheftræneren i en pressemeddelelse til TV SYD.

EfB må til kampen undvære to af de største profiler, Magnus Lekven på den centrale midtbane og angriberen Nicki Bille, som begge har karantæne.

- Det er to markante spillere, men den slags kan ske i løbet af en sæson, og vi har mange kvalificerede spillere i truppen, siger træneren.

Michael Pedersen vurderer, at EfB i sin nuværende forfatning er et midterhold i Superligaen.