Julerov i svømmehal: Teenagere stjal slik og chokolade

Natten til lørdag brød tyve ind i Svømmestadion Danmark i Esbjerg. Gerningsmændene blev fundet kort tid efter anmeldelsen.

Svømmestadion Danmark i Esbjerg fik natten til lørdag ubudne gæster. To unge mænd knuste en rude i en af dørene og skaffede sig adgang til cafeterieområdet. Her tog gerningsmændene for sig af slik og chokoladebarer.

En vagt opdagede indbruddet og tilkaldte politiet klokken 01.30 lørdag morgen. Et kvarter senere anholdt politiet to gerningsmænd på henholdsvis 15 og 19 år med de stjålne godter i favnen.

Selvom sukker og sødt hører til juletiden, så er tyverier af slik og søde sager ikke noget, der kun sker i juledagene, fortæller Karsten Høy, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Det er ikke unormalt, at der bliver stjålet sådanne ting. Det sker på alle tider af året, siger Karsten Høy.