Næste uge bliver god for dig, hvis du hedder Jacob med c

Jacob A. Riis Museum i Ribe vil i første uge af maj forkæle alle med navnet Jacob. Flere steder i byen vil der være fordele til alle Jacob´er.

Hvis du hedder Jakob med k, behøver du nok ikke læse videre.

For i den kommende uge er der fordele i Ribe til alle med fornavnet Jacob, stavet med c.

Fordelene kommer fra Jacob A. Riis Museum, som vil brande museet på en anderledes måde.

Det skriver museet i en pressemeddelelse.

Ideen kom fra eventkoordinator Mathias Poulsen, der havde oplevet et arrangement på Roskilde Festival for personer, der hed Rasmus. Han foreslog et lignende tiltag overfor sin chef, Svanborg Kristinsdóttir.

- Ideer som dem her vil jeg rigtig gerne give plads. De skal prøves af, og allerede nu er vi kommet rigtig langt takket være den fine opbakning fra byen, siger marketingsleder for Sydvestjyske Museer, Svanborg Kristinsdóttir.

I ugens løb vil man få alt fra gratis entre til nogle af byens øvrige museer samt få skiftet batteri på sit ur. I samarbejde med flere af byens butikker er det blevet til 12 goder i uge 18.

Fordele til Jacob med c i uge 18

  • En "Husets vaffel" hos Huset Ribe

  • Skift af batteri i ur hos Guldsmedjen I RIbe

  • 50 procent rabat hos Quedens Gaard

  • Gratis adgang til DRAKOMIRs teaterforestilling “Jacob A. Riis, en monolog”

  • Gratis adgang til Ribe Kunstmuseum

  • 50 procent rabat til Vikingemarked på Ribe VikingeCenter

  • En flødebolle hos Temper Chokolade

  • En valgfri kop kaffe hos Terpager & Co

  • Et par strømper hos Tip Top

  • Gratis adgang til Hex Museum

  • Gratis adgang til Museet Ribes Vikinger

  • Gratis adgang til Jacob A. Riis Museum

Jacob A. Riis Museum fortæller historien om journalisten og dokumentaristen Jacob A. Riis. Han blev født i Ribe samme år, som grundloven blev underskrevet i 1849. I 1870´erne udvandrede han til USA.

Han dødede som 65-årig i den amerikanske stat, Massachusetts. Hans fødselsdag var den 3. maj. Derfor faldt valget på første uge af maj til at hylde alle med samme fornavn.

Museet er en del af Sydvestjyske Museer. I 2018 besluttede man at åbne et museum i Jacob A. Riis´ barndomshjem på Sortebrødregade 1 i Ribe.

I Danmark er der 20.280 personer med fornavnet Jacob.